Debatten om den grønne trepart er blevet et opgør mellem to logikker – Miljøorganisationernes krav om målrettet kvælstofregulering, hvor de mest forurenende jorde skal udtages først – og landbrugets advarsel mod en model, der risikerer at ramme skævt, skabe økonomisk usikkerhed og underminere fødevareproduktionen.
Men set fra fiskeriets perspektiv rejser striden et langt mere grundlæggende spørgsmål – Er udtagning af produktionsjorde alene nok til at genskabe livet i havet – eller lader vi andre væsentlige problemer fortsætte i blinde vinkler?
Land – havets vigtigste, men ikke eneste fjende
Der hersker bred videnskabelig enighed om, at kvælstofudledning fra landbruget er én af årsagerne til iltsvind, og følgende bunddød og kollapsende fiskebestande i de indre danske farvande. Her har miljøorganisationerne et rimeligt argument: Hvis ikke indsatsen målrettes de jorde, der belaster mest, udebliver effekten.
For fiskeriet er dette også helt centralt. Uden sunde ålegræsbælter, stabile fødekæder og iltrige bundforhold findes der heller ingen bæredygtigt fiskeri.
Men fiskeriet ved også én ting – Havet dør ikke kun fra marken.
En ensidig debat risikerer at skabe falsk tryghed
Hvis den grønne trepart alene fokuserer på landbruget, risikerer vi en situation, hvor havet fortsat belastes fra flere sider – samtidig med at landbruget bærer hovedansvaret i offentligheden.
For fiskeriet er der mindst seks andre presfaktorer, som kræver lige så politisk mod:
- Rensningsanlæggenes overløb og utilstrækkelige kapacitet
I følge flere undersøgelser, har tusindvis af overløb hvert år sendt urenset spildevand direkte ud i fjorde og kystzoner – særligt ved skybrud og kraftig regn. - Industriens punktudledninger
Kemikalier, tungmetaller og miljøfremmede stoffer, påvirker fødekæder og bundfauna. - Næringsstoftransport fra tyske og polske floder
Østersøen er et internationalt havmiljøproblem – men den grønne trepart er udelukkende en national løsning på et grænseoverskridende problem. - Råstofindvinding, klapning og uddybning af havne
Bundopgravning ødelægger gydeområder, ophvirvlet næringsstoffer kvæler bundens økosystemer. - Sæler og skarv – en eksplosiv bestand uden regulering
Flere undersøgelser bekræfter, at sæl og skarv er vokset, hvilket afstedkommer at fiskeriet oplever markante tab, ødelagte redskaber og pres på kystfiskebestandene, mens den politiske handlekraft halter. - Havvindmøller, kabelføringer og intensiveret skibstrafik
Støj, vibrationer og fysiske barrierer ændrer fiskens vandringsmønstre og ødelægger dens levesteder.
Fiskeriets position – Vi vil have løsninger – ikke symbolpolitik
For fiskeriet er målet ikke at beskytte landbruget eller angribe miljøorganisationerne. Målet er helt enkelt: et levende hav, stabile fiskebestande og et langsigtet erhvervsgrundlag.
Derfor bør den grønne trepart ses som et kraftfuldt redskab – og ikke som den endelige løsning.
- Udtagning af de mest forurenende jorde er nødvendig – Ja.
- Målrettet regulering giver mening – Ja.
- Men hvis politikere og offentlighed tror, at dette alene vil genskabe havets økosystemer, risikerer vi at stå om 10 år og konstatere: Pengene blev brugt – men havet lever stadig ikke.
Den reelle fairness
- Miljøorganisationerne taler om fairness mellem landmænd.
- Landbruget taler om fairness i kompensation.
- Men set fra fiskeriets side bør fairness måles anderledes: Er det fair, at havets sammenbrud fortsætter, mens vi diskuterer procentfordeling på land?
Vejen frem: En havstrategi, der matcher ambitionen
Hvis den grønne trepart skal lykkes, kræver det:
- At udtagning af problemjorde gennemføres konsekvent og målrettet
- At rensningsanlæg moderniseres markant
- At EU presser på for internationale reduktioner i Østersøen
- At råstofindvinding og klapning reguleres markant hårdere
- At bestandene af sæl og skarv bringes under kontrol
- At havvind og sejlruter planlægges med marine økosystemer som førsteprioritet
Havets fremtid kræver mere end symbolik
Udtagning af produktionsjorde kan blive et historisk vendepunkt for havmiljøet – men kun hvis det indgår i en bredere, helhedsorienteret strategi.
For fiskeriet handler det ikke om ideologi. Det handler om at sikre, at havet igen kan producere fisk, liv og arbejdspladser.
Og det kræver, at vi tør stille det svære spørgsmål: Er vi ved at redde havet – eller sker det blot for at berolige vores egen samvittighed?
Men kritikken af systemet fritager ikke fiskeriet for ansvar. Også her ligger der et potentiale for forandring
Blandt andet med den blå trepart og samtidig fjerne de misforståelser, der spænder ben.
Parallelt med den grønne trepart peger en ny rapport fra Tænketanken Frej på behovet for en egentlig blå trepart, hvor fiskeri, myndigheder og grønne organisationer i fællesskab fastlægger rammerne for havets brug og beskyttelse.
Initiativet skal især rydde op i sejlivede misforståelser om dansk fiskeri – herunder at erhvervet som udgangspunkt modarbejder biodiversitet, at alt bundtrawl er ens, og at fiskeriet ikke bidrager til fødevareforsyning på bæredygtig vis.
En mere åben og faktabaseret dialog kan synliggøre, at moderne fiskeri i stigende grad arbejder med selektive redskaber og bæredygtigt fiskeri samt zonering og dokumentation – og at løsninger ikke skabes gennem skyttegravskrig, men gennem fælles ejerskab og gennemsigtighed.
