EU-Rådet vedtager reviderede regler for EU’s fiskerikontrol-ordning. Det gav EU-Rådet i dag endeligt grønt lys for revisionen af EU’s fiskerikontrolordning, der skal modernisere den måde, fiskeriet kontrolleres på.
Luis Planas Puchades, Spaniens fungerende landbrugs-, fiskeri- og fødevareminister sagde i den anledning. »Forordningen, vi vedtog i dag, skal sikre, at vores fiskerikontrol holdes ajour med den seneste teknologiske udvikling for at sikre, at vi effektivt kan forhindre overfiskeri. Dette er til gavn for miljøet og vil i sidste ende også gavne fiskersamfundene og bidrage til at sikre sektorens sociale og økonomiske bæredygtighed.
De vigtigste tilføjede ændringer omfatter:
- fartøjsovervågningssystemer (FOS’er) og elektronisk registrering af fangster: for at sikre overholdelse af den fælles fiskeripolitik spores alle fiskerfartøjer via et FOS, og alle fangster skal registreres elektronisk; for visse fartøjer til kystfiskeri af mindre omfang med en længde på under 9 meter kan der indrømmes undtagelser fra FOS-kravet indtil 31. december 2029
- der vil blive anvendt elektroniske fjernovervågningsværktøjer i forbindelse med større fartøjer for at sikre, at uønskede fangster ikke smides ud i havet i strid med “landingsforpligtelsen”, men i stedet bringes i land
- rekreativt fiskeri: fritidsfiskere, der fanger bestemte arter, skal registrere og indberette deres fangster via et elektronisk system; i første omgang omfattes et begrænset antal arter, men antallet kan stige på grundlag af videnskabelig rådgivning
- revision af sanktionssystemet: der fastsættes på EU-niveau en omfattende liste af alvorlige overtrædelser af reglerne i den fælles fiskeripolitik; medlemsstaterne skal sikre, at gerningsmændene pålægges administrative sanktioner, der er effektive, står i et rimeligt forhold til overtrædelsen og har afskrækkende virkning; derudover eller som et alternativ kan der anvendes strafferetlige sanktioner
- forbedret digital sporbarhed i hele forsyningskæden: det bliver lettere at spore friske fiskevarer og akvakulturprodukter; hvis der er tale om forarbejdede varer, vil dette ske efter en kommissionsundersøgelse af de tilgængelige løsninger og efter en overgangsperiode på fem år
Hvordan vil den nye ordning bidrage til at forebygge over-fiskeri?
Der vil også blive indført nye regler om tolerancemargenen (eller fejl) ved skøn af fangster for at forhindre fejlindberetning.
Tolerancemargenen er forskellen mellem skønnet over fangsten og det faktiske resultat af vejningen.
Som hovedregel vil tolerancemargenen blive fastholdt på 10 % pr. art, som det er tilfældet i øjeblikket. Der er dog nogle undtagelser. For arter, der ikke overstiger 100 kg, er margenen 20 % pr. art.
Undtagelserne gælder for fiskeri efter små pelagiske arter, fiskeri til industriformål og snurpenotfiskeri efter tropisk tun, især hvis fangsterne landes i “listeopførte havne”, hvor der skal sikres særlige betingelser for landing og vejning.
Endelig vil visse større fartøjer blive udstyret med en anordning, der måler maskineffekten, for at sikre, at deres fiskerikapacitet holdes inden for de grænser, der er fastsat i den fælles fiskeripolitik.
Nye regler for importerede produkter
Der vil blive indført et digitalt system (kaldet “CATCH”) i forbindelse med ordningen for fangstattester for ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri (IUU-fiskeri).
Målet er at sikre, at fangstattester og andre relaterede dokumenter forvaltes i et fælles digitalt miljø i hele EU, og dermed forbedre myndighedernes evne til at afsløre produkter, der stammer fra IUU-fiskeri.
Lande uden for EU vil kunne udarbejde og validere fangstattester direkte i det digitale CATCH. For fiskevarer, der importeres til EU, skal importørerne også indsende fangstattester via CATCH.
Baggrund og næste skridt
Den vigtigste retlige ramme for EU’s fiskerikontrolordning er fastsat i forordning (EF) nr. 1224/2009 om fiskerikontrol. Overvågningen udføres af de nationale myndigheder med støtte fra og samarbejde med Europa-Kommissionen og Det Europæiske Fiskerikontrolagentur (EFCA).
I 2018 offentliggjorde Kommissionen et forslag om at revidere kontrolordningen for at forenkle den, gøre den mere effektiv og virkningsfuld og sikre fuld overensstemmelse med den fælles fiskeripolitik efter reformen.
Rådet nåede til enighed om sin holdning (“generelle indstilling”) til den foreslåede forordning 28. juni 2021. Forhandlingerne med Parlamentet blev indledt i juli 2021, og 30. maj 2023 blev der indgået en endelig aftale mellem de to medlovgivere.
Der er vedtaget detaljerede regler om anvendelsesdatoen for såvel de nye bestemmelser som overgangsbestemmelserne for at give EU’s fiskerimyndigheder og andre relevante interessenter tilstrækkelig tid til at tilpasse sig de nye krav.
Fiskerikontrolforordningen
Kommissionens forslag om fiskerikontrolforordningen
Rådet indgår aftale om nye regler for at bekæmpe overfiskning (pressemeddelelse, 31. maj 2023)
Forvaltning af EU’s fiskebestande (baggrundsinformation)
Gå til siden med møder
Kilde: Det Europiske Råd