Hanstholm Havn ansætter nu en ny salgschef og opretter en stilling som kombineret driftschef og vicedirektør. Styrkelsen af organisationen sker som led i den vækstfase, som havnen nu har påbegyndt.
Hanstholm Havn offentliggjorde i sidste uge ambitiøse vækstplaner for de kommende år, og allerede nu sætter havnen navne på de personer, der udover de eksisterende medarbejdere skal være med til at føre planerne ud i livet.
Steen Harding Hintze bliver ny salgschef
Steen Harding Hintze ansættes som ny salgschef og skal i samarbejde med havnedirektør Nils Skeby blandt andet stå for kontakten til erhvervslivet og tiltrækning af nye virksomheder.
Hanstholm Havn har netop færdiggjort en havneudvidelse til 650 millioner kroner, der blandt andet har resulteret i 130.000 kvadratmeter nye baglandsarealer. Steen Harding Hintze har stor erfaring med udvikling og salg og har de seneste fem år siddet som CEO i Energifonden Skive, som har stået bag etableringen af den grønne erhvervspark GreenLab Skive.
GreenLab Skive har tiltrukket investeringer på 1,6 milliarder kroner i perioden fra 2016 til 2020.
»Jeg ser et stort potentiale i Hanstholm Havn, og jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at de ambitiøse vækstplaner nok skal blive en realitet. Det er en utrolig spændende opgave, der venter, og jeg glæder mig meget til at komme i gang med opgaverne, lære havnens virksomheder at kende og gøre Hanstholm Havn til den mest grønne fiskerihavn i Europa.«
Steen Harding Hintze tiltræder stillingen på Hanstholm Havn den 1. januar 2021.
Søren Kanne Zohnesen bliver kombineret driftschef og vicedirektør Hanstholm Havn har samtidig oprettet en ny stilling som kombineret driftschef og vicedirektør og ansat Søren Kanne Zohnesen til at udfylde rollen. Han er i dag ansat som havneassistent på Hanstholm Havn og er desuden medlem af byrådet i Thisted Kommune:
»Hanstholm Havn er i en rivende udvikling, og vi er godt i gang med at realisere version 2.0 med færdiggørelsen af havneudvidelsen og den øgede aktivitet, som det allerede giver. En lang række spændende projekter venter på at blive igangsat, og jeg glæder mig til at tage endnu mere ansvar for udviklingen af Hanstholm Havn,« siger han.
Søren Kanne Zohnesen bliver fra 1. januar 2021 daglig leder af Havnevagten samt Servicegården og får således ansvaret for knap 15 medarbejdere.
Et nyt hold fokuseret på vækst
Hanstholm Havn ansatte tidligere på året Nils Skeby som ny havnedirektør til at stå i spidsen for en version 2.0 af havnen. Han har stor erfaring med vækstskabelse fra andre danske havne, og han har de seneste måneder arbejdet med at færdiggøre havnens vækstplan for de kommende år:
»Vi befinder os i en transformationsproces efter flere års fokus på at komme i mål med havneudvidelsen. Det er lykkes, og nu skal vi skifte til et nyt gear,« siger han og fortsætter, »For at gøre det er vi i gang med at tilføre nye kompetencer til organisationen, og jeg er meget glad for, at både Steen og Søren har sagt ja til at blive en del af det holder, der skal løfte Hanstholm Havn til nye højder.«
Hanstholm Havn har en klar målsætning om løbende at konsolidere sig som Danmarks førende fiskerihavn. Den store havneudvidelse til 650 millioner kroner er færdiggjort med blandt andet en ny ydermole, en ny indermole, øget vanddybde på 11 meter m.v. Sideløbende har Danmarks største fiskeriauktion, der sidste år omsatte for 1,1 milliarder kroner, taget helt nye state-of-the-art køleauktionsfaciliteter i brug.
Havneudvidelsen har også bidraget med ikke mindre end 130.000 kvadratmeter nye baglandsarealer. Her kan virksomheder nu etablere sig helt ud til kajkanten med direkte adgang til Nordsøen.
Hanstholm Havn benytter nu det stærke udgangspunkt som afsæt for endnu mere vækst. Frem mod sommeren 2022 vil en række renoveringsprojekter blive gennemført på havnen. Formålet er at få bragt havnens anlægsaktiver op på det niveau, der i dag forventes af en af de største fiskerihavne i Europa. Det gælder både bygninger, infrastruktur m.v. Sideløbende vil en række salgs- og markedsføringsaktiviteter blive igangsat, og havneadministrationen skal flytte i nye lokaler.
Hanstholm havn har også en målsætning om at blive Europas grønneste fiskerihavn. Havnen vil blandt andet etablere en forsyning af grøn energi til havnen og dens mange virksomheder og aktiviteter. Planen er, at den grønne energi skal indarbejdes i alle former for industri og erhverv på havnen i ét stort energifælleskab for Hanstholm. Dette vil også indebære billig, grøn energi til havnens mange brugere.