Fiskere har beskyttet boblerev i mere end 100 år
– Det undrer mig, at der pludselig dukker en offentlig debat op om beskyttelse af boblerev i danske farvande. Som fiskere har vi gennem mere end 100 år trawlet og brugt snurrevod i de områder blandt andet i Kattegat, hvor boblerevene findes, uden at de er blevet ødelagt af den grund. Og netop nu sidder vi i et dialogforum under Fiskeridirektoratet sammen med både Greenpeace og WWF, hvor vi drøfter, hvordan revene kan beskyttes endnu bedre, siger Svend-Erik Andersen, der er formand for Danmarks Fiskeriforening.
Han har fulgt medieomtalen i denne uge af truslerne mod boblerevene og undrer sig blandt andet over, at TV2 citerer fødevareminister Henrik Høegh for, at revene er blevet overset.
– Måske har ministeren og andre overset revene, men vi fiskere har godt vidst, at de var der og har sørget for at fiske uden om dem. Det må jo have været effektivt, når det kan dokumenteres, at revene fortsat er der, siger Svend-Erik Andersen.
Han beklager, at miljøorganisationer og politikere har fundet det nødvendigt at åbne debatten om boblerev netop nu, hvor høringen af de danske Natura 2000-planer er overstået, og hvor fiskeriet er i tæt samarbejde med organisationer og myndigheder om at finde frem til, hvordan rev og andre naturværdier på havbunden bedst kan beskyttes.
– Det er ikke nødvendigvis gennem en debat i medierne, vi når de bedste resultater, siger formanden for Danmarks Fiskeriforening.