Torskebestanden i den østlige del af Østersøen har det nu så dårligt, at fiskeriminister Eva Kjer Hansen (V) vil foreslå sine kolleger omkring Østersøen, at man i fællesskab standser torskefiskeriet. Et stop for fiskeri haster nemlig. hvis bestanden skal reddes, mener ministeren.
Forslaget vil bestemt ikke vække glæde blandt de ramte fiskere, som i årevis har peget på, at det ikke kun er fiskeri, men også den voldsomt voksende sælbestand, som spiser en stor del af torskebestanden. I løbet af de seneste to årtier er antallet af gråsæler i Østersøen vokset fra cirka 16.000 op til 35.000. Sælernes samlede forbrug af fisk i Østersøen vurderes at udgøre omkring 50.000 ton om året.
Ikke nok med det. Sælerne menes at have smittet torskebestanden med sælorm, der udmagrer fiskene.
Læs mere om sælproblemerne i Østersøen
Sælproblemet er Eva Kjer Hansen nu endelig begyndt at drøfte med sine kollegaer i EU. Fiskeriministrene arbejder på at blive enige om et forslag til EU-Kommissionen, som igen skal kunne tillade en regulering af sælbestanden. Der er dog ingen forlydender om, hvornår et konkret forslag om regulering vil foreligge.
Fiskerne betaler prisen
Indtil videre lader det dog til, at det bliver fiskerne, der kommer til at betale prisen for hele problemstillingen. Konkret vil den danske fiskeriminister foreslå, at den samlede torskekvote i den østlige del af Østersøen bliver reduceret med hele 70 procent i år. Det vil sætte en stopper for målrettet torskefiskeri, hvorimod torsk som bifangst fortsat vil være tilladt. Ministeren forventer at få opbakning til sit forslag fra de andre fiskeriministre.
– Udfordringen er selvfølgelig, at der er nogle fiskere, der bliver hårdt ramt. Men på den anden side, hvis vi skal have fiskeri af torsk på længere sigt, er vi nødt til virkelig at sætte ind med tiltag, udtaler ministeren ifølge TV2 Bornholm.
– Jeg tror, at alle – også fiskerne – kan se meningen med, at vi nu sætter hårdt ind for at få fiskebestanden til at overleve. Det håber jeg, at fiskerne vil have forståelse for, siger Eva Kjer Hansen videre.
Læs om PHd afhandling som bekræfter at sæler smitter torskene