Thomas Holm Larsen driver dagligt garnfiskeri fra hjemhavnen Neksø. Fra den 11 m. lange glasfiber båd R84 ”Concordia” sætter han torskegarn, og da han er ene mand ombord, er det også ham selv, der forestår ophaling, rensning, pakning m.v. Derudover skal han også huske Fiskerikontrollen. For der er meldepligt i forhold til farvandsskift og anløb af havn.
Derudover skal han også huske Fiskerikontrollen. For der er meldepligt i forhold til farvandsskift og anløb af havn.
”Jeg er jo på havet hver dag – hvis ellers vejret vil”, forklarer Thomas Holm Larsen. Og der er nok af opgaver at tage sig til, for ud over ovennævnte daglige gøremål skal båden selvfølgelig holdes ved lige – skibet er bygget tilbage i 1982, og Thomas Holm Larsen, der selv har rundet de 50 år, håber han kan holde ved endnu 8-10 år, ”Jeg investerer ikke det store; det kan det ikke blive til”. Det er også af samme grund han er ene om opgaverne ombord: ”Der er ikke økonomi til flere” resonerer han.
Skibets fangst af torsk leveres til Espersen´s filetfabrik i Rønne. ”I starten af 2010 var det jo katastrofalt, prisen på al konsumfisk var jo helt i bund”. Nu går det bedre, også for østersø torsken og priserne ved Espersen, Rønne. Alligevel kan den bornholmske fisker nogen gange godt ønske sig en fiskeauktion: ”Lidt konkurrence skader jo aldrig”.
Sidst på eftermiddagen er fiskeren hjemme igen – i dag blev det lidt forsinket. Fiskerikontrollen skal have et varsko mindst to timer før havneanløb. Derfor måtte R84 ”Concordia” vente udenfor havneindløbet 20 minutter inden tidsfristen var omme. ”Jeg skal typisk tale med kontrollen 3 gange i døgnet – det er bøvlet når man hele tiden står med gummihandsker på – og det er også for meget”, mener Thomas Holm Larsen.