Når virkeligheden overhaler Alexander Holm’s visioner

Så er regeringens indspark til fiskeriforhandlingerne i luften – de byder ind med udspillet »En ny kurs for dansk fiskeri,« skriver Alexander Holm i et debatindlæg i Altinget.dk.

Her peger biologen med speciale i naturbeskyttelse samt radioværten og foredragsholderen på, i sit debatindlæg søndag den 23. februar 2025, at kursen ikke rigtigt ser ny ud. Ifølge ham går det i hvert fald ikke direkte mod et bæredygtigt mål, og han kommer atter med et »hav af postulater samt ikke mindst en helt åbenlys forkert, for mange fiskere, påstand om, at der i Danmark, findes massevis af skånsomme fiskere, og man sagtens kan dække danskernes konsum af fisk og skaldyr med deres landinger.

Nå da – for garnfiskeriet eller fiskeriet med passive redskaber i Danmark, har i mange områder svært ved at opretholde rentabiliteten, primært på grund af flere store problemer: sæler og skarver, som i stigende grad forhindrer fiskerne i at fange nok fisk til at gøre fiskeriet økonomisk bæredygtigt. Her er tre eksempler på, hvordan det påvirker garnfiskeriet:

1. Sæler ødelægger fangsten og skræmmer fiskene væk – Sæler har i de seneste årtier formeret sig markant i de danske farvande, især i Kattegat, Limfjorden og den vestlige Østersø. De lærer hurtigt at tage fisk direkte fra garnene, hvilket både ødelægger fangsten og gør fiskeriet urentabelt. Fiskere rapporterer, at de ofte finder deres garn tomme eller fyldt med halvspiste fisk, som ikke kan sælges. Samtidig skræmmer sælerne fiskene væk fra områder med traditionelt godt garnfiskeri, hvilket reducerer fangstmulighederne endnu mere.
2. Skarver rydder hele områder for fisk – Skarver er en anden stor udfordring. De lever af de samme fiskearter, som garnfiskerne forsøger at fange, såsom torsk, fladfisk og ål. Bestanden af skarver er eksploderet i de seneste årtier, især i Limfjorden, Smålandsfarvandet og den sydlige Østersø, hvor fiskerne oplever, at hele områder bliver “støvsuget” for fisk. Dette gør det umuligt at drive et stabilt garnfiskeri, fordi der simpelthen ikke er nok fisk tilbage til at sikre en bæredygtig fangst.
3. Mangel på politiske løsninger og fiskernes opgivelse af erhvervet – Mange garnfiskere har gennem årene forsøgt at råbe politikerne op for at få reguleret sæl- og skarvbestanden, men uden held. I områder som Lolland-Falster, Sydfyn og Bornholm har flere fiskere helt opgivet garnfiskeriet, da det ikke længere er økonomisk muligt at fortsætte. De oplever, at selv når de sætter deres garn, er fiskene væk eller spist, og de økonomiske tab er for store til at retfærdiggøre fortsat drift.

Samlet set betyder disse faktorer, at garnfiskeriet i Danmark er en hensygnende fiske-metode, som for mange fiskere ikke længere kan betale sig at fortsætte med.

Mange fiskere oplever, at deres traditionelle fiskeområder bliver så forurenede af kvælstofudledning, industrispildevand og kloakoverløb, at det bliver sværere og sværere at opretholde et bæredygtigt fiskeri.

1. Kvælstofudledning fører til iltsvind og fiskedød – Et af de største problemer er iltsvind, som skyldes en massiv udledning af kvælstof fra landbruget, der havner i fjorde og kystområder via vandløb. Når kvælstofkoncentrationen bliver for høj, opstår der algeopblomstringer, som ved nedbrydning forbruger ilten i vandet. Dette skaber områder med iltsvind, hvor fiskene enten dør eller forsvinder. Især Limfjorden, Mariager Fjord og dele af Østersøen er hårdt ramt, hvilket gør det næsten umuligt for garnfiskerne at opretholde en stabil fangst.
2. Kloakoverløb fra kommunerne skader fiskebestandene – Flere garnfiskere oplever, at kommunale kloakoverløb efter kraftig regn forværrer vandkvaliteten. Når urenset spildevand, der indeholder bakterier, tungmetaller og medicinrester, udledes direkte i havet, påvirker det fiskebestandene negativt. I områder som Kattegat, Smålandsfarvandet og Øresund har fiskere bemærket, at fangsterne falder markant efter større udledninger. Nogle fiskere melder også om fisk med misdannelser eller tegn på sygdom, hvilket gør dem usælgelige.
3. Industriudledning forværrer situationen – Industriens udledninger af kemikalier og tungmetaller er en anden faktor, der gør mange fiskeområder mindre egnede til garnfiskeri. I dele af Storebælt, Vadehavet og nær større havneområder rapporterer fiskere, at bundforholdene er forringet, og at fiskene enten forsvinder eller har dårlig kvalitet. Når vandmiljøet er for belastet, bliver det ikke kun svært at fange fisk – de fisk, der fanges, kan også være uspiselige eller ulovlige at sælge på grund af for høje forureningsniveauer.
4. Garnfiskere giver op
   Mange garnfiskere har gennem årene forsøgt at tilpasse sig de ændrede forhold, men flere og flere vælger at trække sig fra erhvervet, da det ikke længere er rentabelt. Når både rovdyrene (sæler og skarver) tager fangsten, og vandkvaliteten forværres, er der simpelthen ikke nok fisk tilbage til at sikre en indtjening.

Forurening af fiskevandet, sammen med prædation fra sæler og skarver, gør garnfiskeriet i Danmark næsten umuligt at opretholde. Hvis der ikke tages politiske initiativer til at forbedre vandmiljøet og regulere rovdyrene, risikerer garnfiskeriet helt at forsvinde fra de danske farvande.

Alexander Holms påstand om, at »det skånsomme kystfiskeri« med garn, ruser og tejner kan sikre de tilstrækkelige mængder fisk til danskernes forbrug, kan være svær at underbygge, når man ser på de reelle forhold for kystfiskeriet i Danmark.

Ser man på tallene, står det »skånsomme kystfiskeri« kun for en meget lille del af den samlede danske fiske-produktion

Det industrielle fiskeri (trawlfiskeri) står for størstedelen af fangsten, mens garn- og rusefiskeriet kun udgør en brøkdel.

Selvom idéen om et skånsomt kystfiskeri som bæredygtig fødevareforsyning er sympatisk, kan den ikke umiddelbart begrundes ud fra de nuværende forhold. De miljømæssige og biologiske realiteter har afkoblet kystfiskeriet fra det kommercielle marked, og det er langt fra sikkert, at det kan genskabes i et omfang, der sikrer tilstrækkelige mængder fisk til danskerne.

Skal kystfiskeriet have en reel fremtid, kræver det en markant politisk indsats for at forbedre vandmiljøet, genoprette fiskebestandene og regulere prædatorerne – men selv med disse tiltag er det usikkert, om det nogensinde kan blive en dominerende forsyningskilde igen.

Selvom trawlfiskeriet ofte får skylden for det dårlige havmiljø, er det kun én af mange faktorer, og måske ikke engang den vigtigste. I dag berøres kun 20 procent af den danske havbund årligt af trawl, hvilket betyder, at 80 procent af havbunden forbliver uberørt. Derfor er det rimeligt at spørge, om trawlfiskeri virkelig er den primære årsag til vores forringede havmiljø.

For mens trawlfiskeriet påvirker havbunden lokalt, er det næppe hovedårsagen til de store miljøproblemer i danske farvande. Overgødskning, spildevand og prædatorer spiller en langt større rolle i ødelæggelsen af vores marine økosystemer.

Hvis man virkelig ønsker at forbedre det danske havmiljø, bør fokus være på at reducere næringsstofudledningen, modernisere kloaksystemerne og forvalte prædatorerne bedre og ikke blot ved at begrænse et allerede kraftigt reguleret trawlfiskeri.