At dele et skib og trække det længere og længere fra hinanden, kræver et større forarbejde. Det kræver grundige og ufejlbarlige beregninger fra ingeniørenes og teknikernes side samt en målfast tegning og plan, før der trækkes hver sin vej i fartøjet.
I denne uge var det nøjagtigt det der skete med en vestjysk trawler. Med vanlig omhyggelighed fra Hvide Sande Shipyards side og med fag-kapaciteter, der har overskæring af skibe som deres speciale, gled den tonstunge trawler RI 236 Lisbeth Frich, fra hinanden – i første forsøg. forud var gået et døgn med hektisk aktivitet, hvor skærebrænderne og vinkelsliberne havde ladet gnisterne flyver og gjort hvad de kunne, for at delesnittet blev så nøjagtigt og skarpt som overhovedet muligt.
Knapt var wirerne fra trækket, der delte fartøjet i to og øgede længden med 3,6 meter, blevet slappe, før lyden af skærebrændernes hvæsen og vinkelslibernes snerren igen lød over pladsen. Med gnisterne flyvende om ørene gik værftsarbejderne igen igang med skærpningen af pladerne, inden der svejses den nye forlængelse på.
Fiskeskipper Jens Frich, følger ombygningen nøje sammen med skipperne Henrik og Poul og der er stor ros for arbejdet indtil videre. Et arbejde som begge Hvide Sande Værfter har været inde over og sammen har løftet i flok, hvilket slutligt resulterede i at opgaven blev i byen.
Plads-forbedringer i ombygningen
Konsumtrawleren Lisbeth Frich har kun 5 år bag sig og tiden var ifølge Jens Frich inde til at kigge skibet igennem. Udover forlængelsen om bord, der giver bedre plads til besætningen og forbedre arbejdsforholdene betydeligt, giver det også mulighed for en kapacitetsforøgelse fra små 550 ks til næsten det dobbelte. Udover dette vil der blive foretaget ændringer, således der hurtigt kan rigges fra torske fiskeri til fladfisk også med en ny rensemaskine til fladfisk. Den øget lagerkapacitet har også gjort det nødvendigt at øge kølesystemet med et nyt og større.
Under dæk øges arbejdsmiljøet, ved at minimere de tunge løft ved kasserne, med at installere en løftemaskine og på dækket vil der blive etableret tanke til discard. En løsning som den vestjyske fisker, stadig overvejer måske skal være en tankløsning med integreret køling i stedet.
Mere kvalitet end kvantitet
Det hele handler om kvaliteten på fisken og ikke så meget om kvantiteten. Vi har de sidste år haft et rigtigt godt fiskeri med Lisbeth Frich, og hun har med denne ombygning mange gode år endnu, fortæller Jens Frich til FiskerForum. Samtidig må vi længere og længere væk for at fange fisken, så forlængelsen har været en simpel nødvendighed for at vi kan holde den samme gode økonomi som altid.
Værftet ser gode muligheder i ombygningerne
Både Jesper Vejlgaard og Brian Sangill fra Hvide Sande Shipyard, ser også gode muligheder i ombygningen af Lisbeth Frich. Selv om værftet igennem tiderne har bygget og forlænget mange fiskefartøjer, er det som om interessen for ombygning og forlængelser i fiskerflåden er stigende, med flere nye forespørgsler i bogen.
Konsumtrawleren Lisbeth Frich, der ligger på beddingen, forventes færdig ombygget til jul. Så på det tidspunkt med kun en uge til nytår og den 1. januar 2016, regner den vestjyske skipper Jens Frich med, at begynde torskefiskeriet i Østersøen straks i det nye år.
FiskerForum.com