Da Kim Johansen nærmede sig de 60 år, var det tid til at drosle ned – blot på en lidt anden måde end for de fleste: Han solgte sin industritrawler L 47 »Camilla« på 450 bruttoton og »down sizede« til en topmoderne industritrawler med samme navn, blot på 100 bruttoton i stedet.
»En industritrawler i miniatureudgave«, som Kim Johansens med egne ord beskriver sin dieselelektriske pelagiske trawler.
Rent funktions- og maskinmæssigt fungerer den som de store skibe, men den er speciel i og med, at der ikke er bygget andre af sin slags i den størrelse.
Oprindeligt skulle skibet bygges af et værft i Polen, men Kim Johansen indså hurtigt, at hvis skibet skulle være færdigt, måtte han klare det selv. Det resulterede i, at han selv endte med at bruge tre år i Polen.
»Det er stort set mig, der har stået for al ting, lige pånær al svejsearbejdet! Jeg ved lige nøjagtig, hvor alting er og hvordan
det er lavet. Jeg kender hver eneste skrue og hvert eneste rør på det skib,« siger Kim Johansen, som imidlertid ikke er sentimental omkring sin enorme indsats.
»Det er ikke sådan, at jeg står med en fluesmækker for at klappe mig selv på skulderen. Det er mere et praktisk gode, at jeg kender mit skib så godt,« siger Kim Johansen.
Drømmen er at fange sorte hummere
Den færdige L 47 Camilla blev sejlet til Hanstholm i december måned 2018. Sidenhen er meget af tiden gået med at bygge tejner, som er hummerkasser, da Kim Johansen har en ambition om at fiske
hummere, når vandet bliver varmere efter tobis sæsonen.
»Jeg er efterhånden lidt træt af kvoter, og der er ingen kvoter på hummere. Så det går jeg og spekulerer i at kaste mig ud i, og jeg er rigtig spændt på, hvordan det kommer til at gå,« siger Kim Johansen.