Fra begyndelsen af april er tungefiskeriet i den sydlige del af Nordsøen vendt til det bedre.
”Det var lidt sejt at komme i gang, men de seneste 8-10 dage har været OK”. Sådan opsummerer John Christensen, skipper på L654 ”Pia Glanz”, den øjeblikkelige situation omkring tungefiskeriet i Nordsøen.
En lang række danske garnfartøjer fisker hvert forår tunger – fra starten fiskes så langt mod syd, at fangsterne ofte landes i fiskeauktionen i Ijmuiden. På det seneste er fisken trukket længere mod nord og ind mod kysten. Fredag lander RI324 ”Mette Katrine” f.eks. ved den nordligere beliggende fiskeauktion i Lauwersoog.
”Pia Glanz” fisker med stormaskede garn. Fartøjet har de seneste 6 dage fanget omkring 4 tons blandede tunger, mest mellemstore og store fisk. ”Nordvestlig vind gav et godt fiskeri, og generelt er tungerne trukket længere nordpå”, forklarer John Christensen.
I Området ud for Holland ligger flere vestkyst fartøjer, bl.a. ”Biscayen” og ”Palermo”. Generelt er skipperne tilfredse, da de har fanget godt den seneste periode. Dog melder flere om vigende fiskeri torsdag/fredag, hvilket ikke er unormalt i tungefiskeriet, hvor de daglige fangster ofte svinger en del.
Selv om skipperne er et pænt stykke hjemmefra, holder de sig løbende orienteret om situationen længere mod nord, og de er opdateret i forhold til flere meldinger, om gode tegn af tunger ud for Hvide Sande og Thorsminde. Efter Påske er der derfor håb om, at kunne fiske tættere på hjemhavnene.
I årets første 3 måneder er der i alt landet godt 129 tons tunger til en samlet værdi af 11,1 mio.kr., svarende til en gennemsnits kilo pris på ca. 86 kr. I samme periode sidste år, var gennemsnitsprisen 78 kr/kg. Store tunger koster ofte mere end 100 kr/kg.