TripleNine Pharma er i dag langt fremme med produktion af marine phospholipider, som er et af de mest avancerede fiskeolieprodukter med egenskaber, der ligger tæt op ad krillolie.
Udviklingen i salget af krillolie og marine phospholipider (MPL) til humant brug er vækstraterne nærmest eventyrlige.
Der forventes en vækstrate i salget af marine phospholipider indtil 2015 på 25% årligt. Men når det gælder den volumenmæssige udvikling, samler interessen sig om salget af ”almindelig”, raffineret fiskeolie med et højt indhold af EPA og DHA, der hidtil har haft en vækstrate på ca. 17% årligt i forhold til i forvejen store mængder.
Den globale organisation for producenter af EPA- og DHA-produkter, GOED, skønner, at der i 2010 er anvendt ca. 200.000 tons fiskeolie til fremstilling af ca. 90.000 tons færdigvarer i form af raffineret fiskeolie indeholdende EPA og DHA. Væksten i salget har været ca. 17% årligt.
Udvikling kræver yderligere kapital
Den dag, interessen for fiskeolie til humant brug for alvor får fat i Asien – specielt Kina – må dette marked forventes at ”eksplodere”. Det er bestyrelsens klare holdning, at TripleNine på en eller anden måde må have del i denne udvikling.
Det er imidlertid en stor opgave, som vil kræve et større kapitalgrundlag, end TripleNine alene kan præstere.
En vigtig opgave for bestyrelsen i det kommende år vil derfor være at arbejde med disse muligheder.
Udviklingen i fiskemelsbranchen er – world wide – karakteriseret ved:
Kvoter, der svinger meget, og er under konstant forandring – ligesom en række øvrige vilkår for fiskeriet
Fiskerne fusionerer, og råvarer og kvoter samles på få enheder og rederier
Koncentration i produktionsleddet, især i Sydamerika, men det må også forventes at ske omkring Nordsøen
Få foderproducenter med stor indkøbsmagt
Svingende priser på laks påvirker især den nordeuropæiske afsætning
Øget fokus fra ”græsrødder” og politikere på human anvendelse af fisk og fiskeråvarer.