Endnu engang sidder der tre fiskere tilbage, med en følelse af at være kørt over af systemet.
Man skal tage sin straf, når man har gjort noget ulovligt, det gælder for fiskere. Men gælder det også for myndighederne?
For NaturErhvervstyrelsen lukkede med bekendtgørelse nr. 391 af 16. april 2009, et område i det sydøstlige kattegat for fiskeri, trods protester og helt klare indikationer om, at dette var i strid med EU Fiskerilovgivningen. Noget som fiskernes advokat netop fremførte i sit forsvar af de anklagede fiskere. Danmarks Fiskeriforening stillede ligeledes fra starten af sagen, store spørgsmålstegn ved lovligheden af lukningen, og fik advokatfirmaet Kromann Reumert til at tjekke op på dette, hvilket resultatet i deres rapport også anfægtede.
Med retten i Helsingørs godkendelse, fik anklagemyndighederne lov til at føre bevis mod Gilleleje-fiskerne, ved at bruge optagelser fra en Miljøorganisations ulovligt opsatte GPS sporingsudstyr på fiskernes fartøjer, for på den måde at kunne følge og overvåge fiskernes færden. Denne overvågning stod på i ikke mindre end 180 dage. Sagen blev sidenhen ført til dom i Østre Landsret, med dagbøder til Miljøorganisationen Greenpeace og miljøaktivisten Sebastian Ostenfeldt Jensen.
Man har fornemmelsen af, at vi har med myndigheder at gøre, der ikke skyr midler for at nå deres mål og som vil trække sagen, om den helt åbenlyse ulovlige lukning af fiskeområdet i Kattegat, i langdrag. Men tilbage sidder tre fiskere, økonomisk og mentalt kørt over af systemet. Et system der under påskud af, at sagen skal vurderes fra alle vinkler og som i retfærdighedens navn vender alle sten, forhaler sagen for nogle få fiskere, der i sidste ende kan vise sig at være uskyldige.
Med udsættelsen forleden, vil der nu gå otte måneder yderligere, før de tre fiskere fra Gilleleje, kan få deres sag, om det ulovlige fiskeri i Kattegat, for Østre Landsret igen. Sagen skal nemlig først forelægges et Juridisk Specialudvalg i Justitsministeriet før anklagemyndigheden kan fremlægge sagen igen.
FiskerForum.com