I februar åbner en ny runde på ordningen fiskerihavne og landingssteder, og det bliver igen muligt at søge om tilskud.
Den nye runde åbner for indsendelse af ansøgninger 1. februar 2012 og ansøgningerne skal være modtaget i NaturErhvervstyrelsen senest den 1. april 2012.
Ordningen skal bidrage til at fremme investeringer, der har en positiv effekt i den samlede værdikæde i danske fiskerihavne og landingssteder. Investeringerne skal blandt andet medvirke til at fremme værditilvæksten i fiskerierhvervet, og dermed gøre det mere konkurrencedygtigt.
Revideret vejledning
NaturErhvervstyrelsen gør opmærksom på, at de væsentligste ændringer betyder, at projekter i private fiskerihavne og på godkendte landingssteder nu kan medfinansieres med midler fra Fødevareministeriets finanslovsbevilling.