Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF) har sammen med sportsfiskerforbund fra England, Norge, Sverige, Finland og Tyskland dannet en task force for at undersøge og bekæmpe den bekymrende tilbagegang af atlantiske laks i Nordeuropa.
I flere danske lakse-åer er årets kvoter for storlaks lukket, selvom de ikke er fisket op. I Norge er hele 33 lakseelve pt. lukket for fiskeri, og i Sverige ses en meget svag opgang i mange vandløbs-systemer. Denne negative tendens for atlanter-havslaksen har fået alarmklokkerne til at ringe.
»På grund af de bekymrende meldinger fra åer og elve i hele Nordeuropa, har vi besluttet at danne en task force, der skal holde hinanden underrettet om laksens situation i de respektive lande og formidle viden om mulige forklaringer på tilbagegangen«, forklarer biolog Kaare Manniche Ebert fra Danmarks Sportsfiskerforbund.
Undersøgelse af Bifangst
Task forcen drøftede i juli, baseret på data fra England, muligheden for at undersøge omfanget af bifangst af postsmolt (unge laks, der har deres første leveår i saltvand) i det nordatlantiske fiskeri efter industrifisk. Ændret industrifiskeri mellem Norge og Island, hvor postsmoltene opholder sig nogle måneder, kan være en mulig forklaring på tilbagegangen. Det er stadig usikkert, men task forcen er enig om nødvendigheden af yderligere undersøgelser.
DTU Aqua kører et projekt om bifangst af konsumfisk i industrifiskeriet og har udtrykt interesse i samarbejde om undersøgelse af bifangst af laks.
»Når vi mødes igen i august, vil vi drøfte de konkrete detaljer om et muligt samarbejdsprojekt. Med opbakning fra både England, Norge, Sverige, Finland, Tyskland og Danmark, er der en god chance for succes,« siger Kaare Manniche Ebert.
Lokal Indsats
Foruden internationale initiativer arbejder DSF videre med lokale faktorer, der påvirker laksebestandene negativt, såsom skarver i Danmark og lakseopdræt og lakse-lus i Norge.
Kaare Manniche Ebert understreger vigtigheden af at fortsætte arbejdet med disse faktorer for at beskytte laksebestandene.