Regeringen, Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti er enige om en indsatsplan, der skal styrke kontrollen med ulovligt fiskeri i Skagerrak og Nordsøen.
Indsatsen skal sikre bedre kontrol med ulovligt fiskeri, hvor fiskere bryder reglerne ved at fange fisk i ét farvand og afskrive dem, som om de er fanget i et andet farvand og dermed på en anden kvote.
Den styrkede indsats skal særligt rettes mod ulovligt fiskeri i Skagerrak. Der har i den forbindelse vist sig særligt at være udfordringer med hollandske fartøjer, som til tider er meget tilstede i Skagerrak og derudover ikke er underlagt de samme skærpede regler som de danske, svenske og norske fiskere.
»Jeg ved, hvor store frustrationer der er i fiskerierhvervet over ulovligt fiskeri. Lad mig slå fast, at alle fiskere skal overholde reglerne uanset deres nationalitet. Nu vil jeg sikre, at der kommer et øget fokus på at komme det ulovlige fiskeri til livs. Derfor ser vi nu sammen med Nederlandene på, hvordan reglerne kan ensrettes således, at Fiskerikontrollen får yderligere effektive værktøjer til at kontrollere ulovligt fiskeri for udenlandske, såvel som danske, fartøjer,« siger fiskeriminister Karen Ellemann.
Parterne er enige om, at kontrollen og reglerne skal styrkes med følgende fire tiltag:
- Styrket indsats ved snyd med satellitovervågning
- Ens krav til fangstregistrering i Skagerrak
- Ens krav til fangstindrapportering i Skagerrak
- Intensiveret kontrol til søs og til lands