Aftaleparterne bag Havplanen er enige om en ny model for klapning i Limfjorden, der i højere grad tager hensyn til havmiljøet i fjorden. Samtidig er der igangsat et arbejde, der skal understøtte, at opgravet materiale fra havbunden bliver nyttiggjort i stedet for klappet.
Når bølger og strøm flytter rundt på sand på havbunden, har havnene løbende behov for at grave havnebassiner og sejlrender fri, så sejlads kan fortsætte. I dag omplaceres dette havbundssediment i høj grad til et andet sted på havbunden, hvilket kaldes klapning.
Med aftalen om Danmarks Havplan fra 2023 blev alle Folketingets partier enige om at gennemføre tiltag, der skal minimere den negative påvirkning af klapning på havmiljøet. Derfor indføres fra 1. januar 2026 bl.a. et nationalt forbud mod klapning på vanddybder lavere end 6 meter. Det følger af havplanaftalen, at der i bl.a. Limfjorden er særlige forhold som en lav gennemsnitsdybde og lang afstand til alternative klappladser, som indebærer, at der fortsat skal være mulighed for at klappe på lavere vanddybder end 6 meter, og at der skal findes en konkret model herfor.
I dag er miljøtilstanden i Limfjorden så dårlig, at muligheden for at få nye tilladelser til klapning eller etablering af nye klappladser på vanddybere lavere end 6 meter vil være yderst begrænset.
Beregninger fra Miljøstyrelsen viser også, at de eksisterende klappladser i Limfjorden er ved at være fyldte.
Derfor er aftalepartierne bag Danmarks Havplan (S, V, M, SF, DD, LA, K, EL, RV, DF og ALT) enige om denne nye model for klapning i Limfjorden:
»Aftalepartierne noterer sig, at uanset denne aftale medfører miljøtilstanden i Limfjorden, at muligheden for at opnå en tilladelse til klapning på vanddybder lavere end 6 meter fremover er yderst begrænset.
For så vidt angår Limfjorden er aftalepartierne enige om, at når gældende tilladelser er udløbet, vil kun lystbådehavne kunne opnå tilladelse til at klappe (eller etablere nye klappladser) på vanddybder lavere end 6 meter, og kun hvis der er tale om almindeligt vedligehold af havne og sejlrender. Det vil fortsat være muligt for alle havne at ansøge om klapning på vanddybder dybere end 6 meter.
Tilladelser til klapning på vanddybder lavere end 6 meter kan kun gives, hvis alle gældende miljøkrav opfyldes, herunder hensyn til ålegræs, Natura 2000-områder og fjordens kemiske tilstand.
Miljø- og Ligestillingsministeriet fremlægger i 1. halvår 2025 forslag for aftalekredsen til bl.a. lokalt forankrede initiativer, der kan øge mulighederne for nyttiggørelse. Målet er at finde løsninger for de lystbådehavne, der er afhængige af klapning i udfordrede områder med vanddybder under 6 meter, så der fortsat er mulighed for at fastholde det lokale liv i og omkring lystbådehavnene i Limfjorden.
Aftalekredsen genbesøger denne aftale om fem år med henblik på at eventuelt justere aftalen om Limfjorden, hvis miljøforholdene i fjorden har ændret sig.
Limfjorden har brug for, at vi gør alt for at forbedre tilstanden og beskytte dens natur. Den nye model for klapning sikrer, at vi i højere grad beskytter fjordens unikke økosystem og samtidig sikrer, at vi ikke gør det økonomisk sværere end nødvendigt for lystbådehavnene i fjorden. Lystbådehavnene må dog nok desværre forvente, at det fremover bliver sværere at klappe på grund af fyldte lavvandede klappladser, dårlig miljøtilstand og strammere hensyn til natur og miljø herunder navnlig EU-direktivkrav. Derfor skal vi også skubbe på for, at mere materiale nyttiggøres i fx byggeprojekter.
Højere grad af nyttiggørelse
Klapning af havbundsmateriale er ikke uden omkostninger for havmiljøet, og der findes i dag flere eksempler på projekter, hvor man har tænkt anderledes. Det opgravede materiale kan f.eks. bruges som opfyld i anlægsprojekter eller til at lave ny natur og strandparker i stedet for at blive klappet. Det er bl.a. sket i forbindelse med Lynetteholmsprojektet og ved Femern Bælt.
For at understøtte og fremme at opgravet havbundsmateriale i højere grad nyttiggøres end klappes har Miljø- og Ligestillingsministeriet igangsat et arbejde med at undersøge styrkede muligheder for nyttiggørelse af havbundssedimentet, og hvordan denne omstilling bedst kan understøttes.
