Gode landinger af industrifisk giver i disse dage ekstra pres på isværket i Thyborøn, der med en max. produktion på 120 tons i døgnet, arbejder på højtryk.
Det er ifølge direktør Jørn Hvilshøj nærmest rekord for fabrikken i Thyborøn, der nu har kørt uafbrudt i fjorten dage, kun afbrudt af fire timers stop. ”Det er en situation vi i perioder oplever i forårets tobis sæson, men sjældent her i efteråret, så vi har med en helt usædvanlig situation af gøre.” Jørn Hvilshøj fortæller videre, at trods presset, er det kun nogle enkelte trawlere der er blevet henvist til Hanstholm Isværk, i de tilfælde de ikke har kunnet vente på Isværket i Thyborøn.
Enestående for årstiden
Kapacitets problemet er derfor enestående for årstiden, men ovenpå de sidste dages store landinger af industrifisk til TripleNine i Thyborøn, hvor mere end 4.000 tons fisk er blevet landet, er problemet sat lidt i perspektiv.
I vilkårlig rækkefølge kan nævnes nogle af landingerne til TripleNine:
- L.854 Helle Ronny fra Thyborøn lander 760 tons brisling
- L.455 Lotte Vohnsen – Thyborøn lander 800 tons brisling
- L.228 Susanita – Thyborøn 450 tons fanget 450 tons sperling
- S.456 Anne-Mie – Skagen 520 tons fanget 520 tons brisling
- E.727 Jette Kristine – Esbjerg 960 tons fanget 960 tons brisling
- S.229 Maria Hametner – Skagen 350 tons fanget 450 tons losser Sperling
- L.226 Silje Hametner – Thyborøn 140 tons fanget 140 tons på vej mod Thyborøn – Sperling
Men selv ekstraordinære situationer som denne, forklarer Jørn Hvilshøj videre til FiskerForum, ”har vi normalt god fod på, da vi på produktionsplan arbejder tæt sammen med aftagerne af fisken, og derfor ved hvornår og hvem der kommer til kaj.”
”Udover dette har vi et bufferlager på omkring 1400 tons røris i Thyborøn og 800 tons i Hanstholm, og med en produktionskapacitet på 120 tons i døgnet i Thyborøn, plejer vi normalt at være dækket rimeligt godt ind,” slutter direktøren fra Isværket sin forklaring.
Folkene på isværket, kan nu tørre sveden af panden, for ifølge produktionsplanen, skulle bufferlageret igen nærme sig det maksimale på 1400 tons røris i Thyborøn.