I følge en netop udsendt pressemeddelelse fra Miljø- og Fødevareministeriet, skulle det nu være slut med det de kalder »blinde passagerer« på fragtskibe der anløber danske farvande.
Midlet til at komme de invasive arter til livs, er ikrafttræden af en vigtig international aftale om skibstrafik og miljø, den mest omfattende nogensinde.
Allerede fra 2017 bliver der sat en effektiv stopper for, at invasive arter som knivmusling, sortmundet kutling og dræbergople er »blinde passagerer« på fragtskibe, der gennemsejler Danmark.
Den såkaldte Ballastvandkonvention kan nu træde i kraft, efter Finland forleden tilsluttede sig aftalen.
Konventionen skal forhindre, at verdenshavene bliver brugt som transportvej for de uønskede arter, der bosætter sig i områder, hvor de udkonkurrerer den stedlige natur.
De uønskede invasive arter kommer med ballastvandet, som skibe pumper ombord ét sted og udleder et andet for at balancere last og skib. Konventionen indebærer nu, at skibe skal rense ballastvand med godkendt udstyr.
»Det siger sig selv, at vand fra Santos ikke hører til i fx Esbjerg Havn. Invasive arter har i årtier brugt containerskibe som lift til dansk farvand, hvor de kan udkonkurrere hjemmehørende arter. Det sætter konventionen en effektiv stopper for. Danske myndigheder og ikke mindst Danmarks Rederiforening har været særdeles aktive i denne sag. Vi har store interesser i aftalen, som vi ratificerede allerede i 2012,« siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.
Dansk dobbelt-glæde
Danmark får dobbelt-glæde af aftalen, fordi danske virksomheder udvikler meget af den miljøteknologi, som skibe vil blive afhængige af efter 2017, fx renseanlæg og kontroludstyr. Miljø- og Fødevareministeriet har støttet udviklingen med 10 mio. kroner over en årrække. Foreløbig er tre danskproducerede ballastvandanlæg typegodkendt og klar til salg.
»Ballastvandkonventionen betyder ikke alene bedre miljø i havene omkring Danmark. Den kan også give flere bestillinger på miljøteknologi i ordrebøgerne hos danske virksomheder, som er blandt de bedste i verden til at udvikle ny moderne teknologi,« siger Esben Lunde Larsen.
Læs mere om invasive arter her.
Ballastvandkonventionen blev vedtaget i FN´s Søfartsorganisation, IMO, i 2004. Danmark ratificerede i 2012. Konventionen skal løse problemet med indførelse af invasive arter via ballastvandet.
Med Finlands ratificering af Ballastvandkonventionen har i alt 52 lande tilsluttet sig konventionen. Selv om Finland er en lille søfartsnation, har de alligevel skibe nok til, at der nu samlet står over 35 procent af verdens bruttotonnage bag aftalen. Og når de er opnået, træder konventionen i kraft et år efter – den 8. september 2017.
Skibe og deres ballastvand er en af verdens største kilder til indførsel af invasive arter i vandområder.
Mange invasive arter har taget vejen til Danmark via ballastvand. I de sydlige farvande hærger den sortmundede kutling, især i Limfjorden og Østersøen er der masseforekomster af den amerikanske ribbegople, også kaldet dræbergoplen, og vandremuslingen findes i flere søer og vandløb. Vandremuslingen er en plage i USA, hvor den stopper kølevandsanlæg, men den kan også rense vandet for alger. Knivmuslingen er vidt udbredt langs Vestkysten og i Kattegat.