Til påske sætter mange danskere ål på bordet, og sådan skulle det gerne blive ved med at være. Den danske ål er ikke blot en delikatesse – den er også en del af vores kulturarv og vores kystnære identitet.
Bundgarnsfiskeriet efter ål er et skånsomt, kystnært og historisk forankret fiskeri, der har været en del af dansk fiskerikultur i generationer. Det er et fiskeri, som i høj grad bygger på lokalkendskab, bæredygtighed og respekt for havets ressourcer.
Men i dag er erhvervsfiskeriet efter ål presset som aldrig før.
Fiskeriet er allerede blevet voldsomt reduceret – i dag står det danske erhvervsfiskeri efter ål for blot 3 procent af den samlede dødelighed blandt ål. Til gengæld står andre faktorer for den reelle belastning af ålebestanden. Det gælder især:
- Spærringer i vandløb og åer, der forhindrer ålens frie vandring til og fra gydepladserne i Sargassohavet.
- Forurening og habitatforringelse, som påvirker ålens levesteder i både fersk- og saltvand.
- Stigende pres fra prædatorer, ikke mindst skarv, som tager store mængder ål i både yngel- og voksenstadiet.
Hvis vi for alvor vil gøre en forskel for ålen, er det her, indsatsen skal lægges – ikke på at fjerne et allerede minimalt og kontrolleret fiskeri, som i øvrigt foregår skånsomt og under nøje regulerede vilkår.
En levende kystkultur – eller en tom kyst?
Bundgarnsfiskeriet er ikke bare fiskeri. Det er en livsform, et håndværk og en del af de små kystsamfunds identitet. At lukke ned for dette fiskeri er at slukke endnu en lanterne i vores kystkultur.
Derfor siger vi:
- Bevar det skånsomme og kulturbærende bundgarnsfiskeri.
- Lad fornuften råde i forvaltningen af ålen.
- Tag fat der, hvor problemet virkelig er.
