Fiskeriet oplever store ændringer i disse år, og det er helt afgørende, at de redskaber der fiskes med, rent faktisk også fanger det, som fiskeren kan og må lande.
Det er også et bærende princip i SELEKT-projektet, at sikre erhvervet får en proaktiv rolle i udviklingen og i testen af de forskellige nye løsninger. På den måde sikrer man sig, at de innovative redskaber kan udvikles, afprøves og godkendes i en hurtig og effektiv proces og dermed sikre målet om et både mere rentabelt og mere bæredygtigt fiskeri i fremtiden.
Det skriver DTU Aqua i deres artikel om »Teknologisk præcision skal tegne fremtidens fiskeri«.
Dansk teknisk universitet skriver videre, at et bæredygtigt fiskeri blandt andet handler om at undgå bifangst i trawl. Det skal et nyt nationalt projekt i 2023, SELEKT, udvikle nye teknologiske redskaber til i et samarbejde mellem DTU Aquas forskere og fiskerne. SELEKT-projektet er nu skudt i gang med første test af ny metode til blandet arts-fiskeri.
Det er nødvendigt at omstille fiskeriet til et mere bæredygtigt fiskeri, og det kalder på innovation i fiskeriteknikker. Den opgave er projektet SELEKT nu sat i søen for at løse.
I projekt SELEKT skal forskerne i et tæt samarbejde med erhvervsfiskerne udvikle og afprøve nye selektive fiskeredskaber og teknologier, der som projekttitlen siger, kan selektere fangsten, så man i størst muligt omfang kun fanger det, man er ude efter, og dermed undgår bifangst.
Det handler i vides mulige omfang, både om at beskytte de arter, der er under pres, og samtidig sikre en effektiv udnyttelse af de resterende fiskearter. Effektivitet handler bl.a. om at minimere brændstofforbruget og de øvrige miljøpåvirkninger af fiskeriet undervejs.
SELEKT fortsætter i resten af 2023, og i løbet af de kommende måneder vil forskerne på testtogter med fiskerne løbende teste forskellige nye teknologier til trawlfiskeri af bl.a. fladfisk og dybvandsrejer samt teste innovative metoder, der skal gøre bundtrawl mere skånsomt mod havbunden.
Derudover vil man også med hjælp fra modellerne kunne vurdere, hvilke økonomiske og selektive konsekvenser der vil komme, når fiskerne tager redskaberne i brug.