Det er virksomheden Scandic Pelagic der nu sælger alle afdelinger i Sverige; Ellös, Västervik og Gotland til Västkustfisk SVC AB. Den danske afdeling af sildeforetagnet ejes fremadrettet 100 procent af FF Skagen.
Det skriver FF Skagen i deres nyhedsbrev FF Nyt
FF Skagen og Västkust fisk SVC etablerede et samarbejde tilbage i 1999, hvor selskaberne gik sammen om udvikling af virksomheden i Västervik.
»Igennem tiden har vi haft et særdeles godt samarbejde mellem Danmark og Sverige og i fællesskab udviklet virksomheden til det, den er i dag. Vi har haft en del udfordringer i forhold til det politiske miljø i Sverige, hvorfor Västkust fisk SVC nu vælger at tage det fulde ansvar for videreudvikling af den svenske virksomhed,« siger CEO i FF Koncernen, Johannes Palsson.
Vil sikre svensk fiskeri
Adm. direktør i Västkust fisk SVC, Peter Sjöholm, fortæller, at opsplitningen er et strategisk skridt i bestræbelserne på at sikre det svenske pelagiske fiskeri, der tegner sig for ca. 85% af det svenske fiskeri.
»Ved at få den svenske del tilbage til svenske hænder skaber vi bedre betingelser for at sikre og udvikle fortsat primær-produktion i sildesegmentet. Vi har et ansvar for at forvalte de svenske kvoter bedst muligt, og jeg er overbevist om, at det betyder, at vi tager os af og behandler de svenske fangster inden for landet i stedet for blot at være en råvare-leverandør og importere de forarbejdede produkter. Det er ligeledes et vigtigt skridt i at sikre den svenske fødevareforsyning,« siger Peter Sjöholm, adm. direktør i Västkust fisk SVC.
Johannes Palsson understreger, at Sweden Pelagic og Scandic Pelagic fortsat kommer til at samarbejde på de områder, hvor det er til fordel for begge parter. »Vi skilles her som venner efter et langvarigt sam-ejerskab, og vi i Scandic Pelagic og FF Skagen ønsker Västkust fisk held og lykke med videre-udviklingen af Sweden Pelagic,« siger Johannes Palsson.