Entreprenøren MT Højgaard Danmark har færdiggjort og afleveret tredje etape af fremtidssikringen af havnen i Rønne, der med et øget projektareal på 100.000 m2 er med til at styrke havnens unikke position i Østersøen som den centrale udskibningshavn for vindmøller.
Efter intensivt arbejde med etape 3 af Rønne Havn kan MT Højgaard nu se tilbage på et veloverstået projekt, der både styrker havnen og lokalsamfundet.
I løbet af projektet er der investeret næsten 60 millioner kroner hos bornholmske underleverandører.
Det har betydet, at både lokale virksomheder og arbejdskraft har været en integreret del af projektet – en investering, der styrker øens erhvervsliv og skaber nye muligheder.
Projektet har involveret over 100 ansatte, hvoraf en del har været lokale bornholmere. MT Højgaard selv har haft over 10 bornholmske ansatte, mens flere lokale underleverandører også har bidraget til de mange opgaver på havnen.
Siden projektets start er der blevet indtaget et utal af rundstykker og kopper kaffe, da de mange teams har arbejdet på at sikre en stærkere og mere fremtidssikret havn. Med over 2.000 rundstykker, 10.000 kopper kaffe og 8.000 liter danskvand har det givet et boost og fornyet energi til arbejdet.
»En opgave af den størrelse kræver en god portion bornholmsk gæstfrihed og samarbejde. Det har krævet gode lokale håndværkere og underleverandører, og det har man på Bornholm. «
»Vi ser frem til at fortsætte samarbejdet med lokale aktører på Bornholm og er stolte af at kunne bidrage til øens udvikling. Med den store investering i både havnen og det lokale samfund har projektet sat et stærkt præg, som kan mærkes i både arbejdslivet og dagligdagen,« siger Dan Harborg Locht, projektchef hos MT Højgaard.