Trods store smil og et fantastisk godt vejr på Læsø fredag, kunne det alligevel ikke modsvare de mørke skyer som trækker op om Kattegat-fiskerne, når talen falder på tvungen kameraovervågning.
Modsat var Kattegat-fiskerne også godt klædt på til mødet, hvor ministeren og hans embedsfolk blev taget vel imod af en større delegation fra fiskeriets organisation og fiskerierhvervet på øen. Her var Svend-Erik Andersen formanden for DFPO og direktør Kenn Skau Fischer DFPO samt chefkonsulent Jacob Handrup DFPO, med Thomas Christiansen der er formand for Læsø Fiskeriforening samt Gregers Jacobsen der er bestyrelsesformand i Læsø Fiskeindustri og virksomhedens direktør, Lasse Dahl Pedersen mødt op, som et stærkt modstykke til styrken fra Christiansborg.
Ved dette, »slaget om Læsø’s jomfruhummer og modstanden mod den tvungne kameraovervågning«, kunne formanden for DFPO Svend-Erik Andersen mønstre 26.643 underskrifter, som alle taler lodret imod Regeringens og Rasmus Prehn’s planer om video-overvågning af hummerfiskeriet i Kattegat.
Trods frivillige’s forsøg med kamera ombord på udvalgte kuttere, så er modstanden mod den tvungne kameraovervågning fortsat massiv og nådesløs og absolut ikke blevet mindre. Jomfruhummer-fiskerne er fortsat indædte modstandere af denne overvågning og kontrol af fiskernes arbejde. Trods alle forsøg på, at glatte ud og give det indtryk af, at det kun er jomfruhummerne samt fisken der skal overvåges.
Nordjyske.dk skriver videre om mødet på A/S Læsø Fiskeindustri i Østerby, at Gregers Jacobsen, der selv er hummerfisker og formand for Læsø fiskeindustri samt frivillig med kamera ombord på sin kutter, kunne forklarer ministeren om dagligdagen og arbejdsgangen ombord, som i dag bliver overvåget af 5 kameraer.
Et scenarie, som fiskerne har været i oprør over siden slutningen af 2019, da tidligere fiskeriminister Mogens Jensen (S) med regeringen i ryggen varslede kameraovervågning på fiskefartøjer i Kattegat fra 2021, for at beskytte en faldende torskebestand. Et påbud der i høj grad var rettet mod fiskerne i jomfruhummer-fiskeriet og deres bifangst af torsk. Dermed blev Læsø-fiskernes »frihed i fiskeriet« samt levevej og indtjening sat under pres, da påskuddet for denne overvågning, var hensynet til torske-bestanden i området.
Men Hummerfiskerne er stort set ligeglade med torsken, der anslås at udgøre mindre end én procent af de samlede fangster i Kattegat. Fiskerne så hellere at man havde totalfredet torsken, for så kunne man nænsomt gen-udsætte den, og ikke som i dag, hvor alt skal ilandbringes, selv småtorsk, i henhold til landingsforpligtelsen, til stor frustration for fiskerne, der på den måde skal tælle selv minimale mængder af mindre torsk med i kvoteregnskabet for bifangst.
Kameraforsøget med enkelte frivillige hummerfiskere, skal nu evalueres i den kommende tid og det var blandt andet i den anledning at fiskeriminister Rasmus Prehn og hans embedsmænd, var på besøg på Østerby Havn på Læsø.
Men tvivlen nager og spørgsmålet sniger sig da også ind. For hvad tænker den socialdemokratiske Regering, der har lagt sig stålfast op ad den tidligere fiskeriminister Mogens Jensen’s forslag om tvungen kameraovervågning af Kattegat-fiskerne, hvad vil dette møde på en helt almindelig fredag på Læsø, kunne bibringe af ændringer. Eller har besøget i fredags på den grønne Kattegat ø, alligevel flyttet den nuværende fiskeriminister Rasmus Prehn så meget, at han kan se fornuften i, at spille med fiskerne i spørgsmålet om overvågningen og istedet finde en anden løsning på torske-problematikken i Kattegat. En problematik som iøvrigt af Hollandske forskere, ikke anses som overfiskeri af torsken, men mere som et klimamæssigt problem, da vandtemperaturen er steget så meget, at torsken simpelthen søger væk.
Denne video-kontrol af fiskerne og deres fangster, burde ved denne tvungne kameraovervågning, som et minimum udløse en form for lempelse til fiskeriet. Eksempelvis kunne man fjerne landingsforpligtelsen, hvis man har kamera ombord. For nu kan man jo se hvad der bliver fanget og taklet ombord (overskydende undermåler og små fisk bør derfor igen kunne genudsættes som i de gode gamle dage). Meldepligten ved ankomst til havn, kunne man også fjerne, for nu ved man jo hvad fiskerne har ombord og hvilke arter de har med ind. Samtidig kunne man reducere eller helt fjerne fiskerikontrollens antal besøg ombord på fiskefartøjerne (onshore og offshore) og nu man er igang, kunne regelsættet også forenkles, så menigmand og fisker også kan forstå hvad bureaukraterne i EU og Fiskeristyrelsen sender ud. Dette burde Fiskeriministeren have bragt på bordet, under mødet på Læsø, hvis han blot vil have en mikroskopisk chance for at få bare nogle få fiskerne over som tilhængere af kamera ombord.
Et er sikkert, der skal findes en løsning, som gerne skal tilfredsstille begge parter i sagen og med dette mener fiskeriministeren, at det ikke kun er her i landet man skal finde en løsning, men for hele EU og dermed har han spillet bolden videre, så den tvungne kameraovervågning istedet kan blive et »projekt« som på et tidspunkt lander på fiskernes bord, som et krav fra EU’s side og hvor yderligere protester derfor ikke nytter. Så har Fiskeriministeren fået det som han og Regeringen vil have det – en yderligere kontrol af et erhverv, der ikke har de rød/grønnes interesse, og som derfor langsomt kan lukkes ned, med skærpede regler, lukkeperioder, fredningsområder, havvindmølleparker offshore, råstofindvinding og en havplan for alle andre end fiskerne samt meget meget mere.