Nu følger Danmarks Pelagiske Producent Organisation (DPPO) op på Danmarks Fiskeriforening Producent Organisation (DFPO) med formand Svend-Erik Andersens modstand mod det som han kalder »En besynderlig politisk aftale og et kommende bureaukratiske monster«, som formanden siden 1. marts har tordnet imod.
Direktør Esben Sverdrup-Jensen DPPO og direktør Niels Wichmann DFPO er nu gået sammen og skriver i en artikel i Altinget.dk, om den forhastet politiske aftale, vedtaget i Folketinget den 1. marts og som de to direktører understreger har introduceret tre helt nye og unikke beskatningskoncepter i dansk erhvervsliv.
Aftalen kaldes selvekspropriation, kvotelotteri og iværksætterskat. Fiskeri-ordførerne fra de forskellige partier kalder det udvikling af dansk fiskeri.
Konsekvensen af aftalen er direktørerne for DFPO og DPPO ikke i tvivl om, da den både strider imod EU-Lovgivningen, og som også kaster fiskeriet ud i et hidtil udset kvotelotteri, som i sidste ende vil koste udkantsDanmark arbejdspladser og omsætning.
Beslutningsprocesen om den nye auktionsmodel, varede kun én uge på Christiansborg, og ingen af de to største Erhvervs-fiskeriorganisationer i Danmark samt forskningsinstitutioner, kommuner eller fagforeninger kom ind i arbejdet med udviklingen af nye beskatningsmodeller for fiskeriet. De blev på intet tidspunkt inviteret med i drøftelserne. Dette på trods af tidligere garantier til erhvervet tilbage i juni måned 2018, hvor de var blevet lovet en grundig og inddragende proces. Et løfte der bare aldrig blev holdt og efterkommet.
Istedet fik man bag hermetisk lukkede døre og i en lukket kreds på Christiansborg strikket en politisk aftale omkring auktionsmodel for fiskekvoter sammen på kun en uge. Aftalen er således kommet i hus helt uden anbefalinger fra uafhængige ekspertgrupper eller fra et grundigt kommissionsarbejde, ej heller er det et produkt af en konference eller en høring. Det er udelukkende fremkommet som en politisk hastesag med skyklapper på og brillere i al sin elendighed med, at være beskatningsmodeller, som ikke er set lignende ander steder i verden. Dette til trods for Udenrigsministeriets ivrige embedsmænds jordomrejse i en »Fact-findig Mission«, hvor man har skulle hente inspiration i andre store fiskerinationer som Chile, Færøerne og USA. Rejser der endnu ikke har kastet nogen rapport af sig.
Den danske model strider med EU’s fælles fiskeripolitik
DFPO og DPPO går i artiklen i Altinget skarpt i rette med aftalen, som de mener direkte strider imod reglerne i EU’s grundforordning artikel 16 og 17. Her beskrives, at allokering af fiskerettigheder via statslige auktion, udleje eller salg, direkte strider imod EU’s fælles fiskeripolitik og fordelingsprincipperne. Her er salg til højestbydende ikke et af de fælles-europæiske objektive kriterier for fordeling af fiskerettigheder. Tværtimod er fiskeripolitikken et fælles anliggende, hvor fisk modsat olie og andre såkaldte fælles ressourcer ikke er noget, vi borer eller graver efter i den danske undergrund. Fisken forvalter vi i fællesskab med andre.
Så med en liden smigerende titel, bliver Danmark således det første EU-land med statslig auktion af fiskerettigheder. Beskæmmende da det i resten af verden, hvor tilsvarende har været forsøgt, har vist sig at være en rigtig dårlig ide. Især hvis man som tidligere, ønskede sig en mangfoldighed i fiskeriet og ikke en koncentration med alt for få aktører.
Danske fiskere henter størstedelen af deres fisk langt væk fra Danmarks kyster. Eksempelvis henter vi i dag ca. 40 procent i britisk farvand og når det drejer sig om de pelagiske arter som sild og makrel hentes disse også langt fra de hjemmelige himmelstrøg. Et fiskeri som er udviklet af danske fiskere, langt hjemmefra, er fiskeriet efter hav-galt ud for Irlands kyster. Det er et fiskeri, som intet har med den danske stat at gøre og derfor kommer til at virke dobbelt trakomisk, når staten som nu ønsker at spinde guld på. Det kan altså ikke betragtes som en fælles naturressource på linje med olien i Nordsøen.
Fiskerirettigheder for 300 mio kroner eksproprieret
Det er som både Sverdrup-Jensen og Wichmann bemærker i artiklen, ikke fantasien der mangler hos vores fiskeriordfører, når man ser resultatet af de tre helt nye og helt unikke koncepter for ressourcebeskatning af danske fiskere. Blandt andet nævner de december måned 2016, hvor selvsamme ni partier eksproprierede fiskerirettigheder for 300 mio kroner. Det skete uden skelen til de normalt otte års varsel man havde dengang og fisken blev omfordelt fra veldrevne etablerede havgående fiskere til gruppen af mindre kystnære fartøjer, som på den måde gratis fik flere fiskemuligheder.
Ikke nok med det, så omhandlede aftalen fra 2016 en regel hvor u-opfiskede mængder hvert år skulle returneres til de retmæssige ejere (de havgående både). Her hoppede kæden af for fiskeriordførerne. For istedet vil Staten nu sælge disse u-opfiskede fiskerirettigheder tilbage til de fiskere, som i første omgang fik dem frataget. Ikke som en kvote normalt handles og ikke som en varig rettighed, men kun for ét år ad gangen. Dvs. man kan købe sine egne fiskerrettigheder tilbage i en form for selv-ekspropriation år for år, medmindre andre fiskere ikke overbyder en på auktionen.
Kvotelotteri med et tag` selv bord
Det andet skattekoncept, der lanceres, er en model, hvor staten hvert år bestemmer, hvor stor en del af de fiskerettigheder, som fiskere i dag ejer i et system med 16 års uopsigelighed, man mener skal udlægges til auktion.
Fiskere står samtidig med en helt umulig planlægning af fiskeriet, for man ved altså ikke, hvor stor en andel af ens dyrt erhvervede kvoter man rent faktisk har rådighed over det følgende år. Kvotelotteriet skaber derfor hidtil usete udfordringer i forhold til finansiering og låntagning.
Bankerne var derfor, ikke overraskende, de første til at tage panisk kontakt, da aftalen blev offentliggjort. Finansiering af fiskeri er i forvejen fordyret af de betydelige udsving, der er i den biologiske rådgivning og forhandlinger om årlige kvotefastsættelser. Nu introducerer Folketinget så et nyt og fordyrende usikkerhedselement, som underminerer de 16 års uopsigelighed og gør det endnu sværere for unge fiskere at etablere sig med eget fartøj.
Væksthæmmende Licensbetaling
Den tredje nyskabelse på beskatningsfronten i 1. marts-aftalen er om muligt endnu mere væksthæmmende end ovenstående to ekspropriations-koncepter.
Man vil fra maj 2019 indføre en afgift eller licensbetaling for nyudviklede fiskerier. Hvis en fisker lykkes med et risikofyldt eventyr med fiskeri i nye farvande og på fremmede arter, så står staten klar til at indkræve licensafgift og yderligere beskatning.
For både Sverdrup-Jensen og Wichmann ligner dette en slags omvendt »Løvens Hule«, hvor man straffer initiativ og virkelyst med en unik form for iværksætterskat. Det er svært at forestille sig, at der fra danske fiskeres side udvikles nye fiskerier i de kommende år, som det skete med havgalten i 2009. Der er ellers gigantisk potentiale i de nye arter, som blandt andet klimaændringer bringer til vores farvande.
Ydreområderne kommer til at betale
Formålet med i en lynproces at pålægge fiskere yderligere administrative byrder og nye særskatter blæser i vindene på Christiansborg. Omvendt står det lysende klart, at det er i Vandkantsdanmark, at man kommer til at betale prisen for det politiske rænkespil på Slotsholmen.
Det er de kystnære kommuner, som mister skatteindtægter og økonomisk aktivitet;
- Det er værfter, smede og andre servicevirksomheder i havnene, som går glip af nye ordrer og kontrakter;
- Det er forarbejdningsvirksomheder og eksportører, som går glip af vigtige råvarer;
- Det er forbrugerne, der skal betale mere for fisken;
- Det er fiskerne på dækket, som i henhold overenskomsten med 3F selv skal betale en betydelig del af udgifterne til leje af fiskerettigheder;
- Det er fiskeskipperne, der skal til møde i banken om rentestigning på grund af vedvarende politisk usikkerhed om fiskeriets fremtid.
At vedtage skatter, som er så åbenlyst skadelige for udviklingen af den samlede fiskerisektor og de cirka 16.000 jobs, som understøttes i branchen, virker så absurd forkert, at man næsten glemmer, at hele konceptet om statslige kvoteauktioner vurderes at være i strid med EU-lovgivningen, og at det lanceres på et helt afgørende og kritisk tidspunkt i dansk fiskerihistorie.
Med et truende Brexit for døren, og med et Storbritanniens udtræden af fællesskabet kan potentielt betyde, at danske fiskere mister adgangen til britisk farvand og dermed 40 procent af de fisk, vi fanger.
Både Sverdrup-Jensen og Wichmann ryster begge på hovedet i deres sidste spørgsmål til fiskeriordførerne.
- Hvorfor indføre helt nye skatter,
- Hvorfor indføre nye byrder og ny og forstærket usikkerhed i sektoren
- Hvorfor gøre det helt uden at lytte til dem, der repræsenterer erhvervet
