FF Skagens nye store losseanlæg er netop taget i brug efter årsskiftet, med en betydelig forbedring. Hvor en fisker tidligere brugte 30 timer på at losse, bruger han nu kun omkring ti. Hvad angår FF Skagens medarbejdere, er deres arbejdsvilkår væsentligt forbedrede, da de nu arbejder i læ og under tag.
Lossehastighed, håndtering af vandmasser, mere skånsom behandling af fisken og ikke mindst arbejdsmiljøet og miljø. Der skulle gerne være tænkt på det hele i opførslen af det nye losseanlæg. Begejstringen er da også til at tage og føle på hos Fish Supply Director i FF Skagen, John B. Christensen. »Personligt har jeg glædet mig meget til det her. Nu er alt under tag, der er varme i kajen, så det er altså godt nok fint!
At det bliver indendørs er virkelig noget, der overskygger meget for vores medarbejdere rent arbejdsmiljømæssigt. Og på salgssiden er såvel hastigheden, vandhåndteringen samt miljøet gode argumenter, når vi skal ud og forsøge at købe noget fisk,« siger John B. Christensen. Han fremhæver, at FF Skagen nu endelig kan følge med fiskerne, der i 90 % af tilfældene losser med egne vacuumpumper, som hidtil har givet fabrikken store udfordringer, især på vandsiden. »Når skibene tidligere trykkede ind med 250 tons i timen, kunne vi ikke være med. Nu ligger begrænsningen ikke længere på land, nu er det op til skibene og deres pumpegrej,« siger Fish Supply Director John B. Christensen og tilføjer, at vacuumlosning samtidig giver en mere skånsom behandling af fisken, hvilket i sidste ende medfører en bedre kvalitet.
Også FF Skagens Technical Director, Thomas Rasmussen, har set frem til, at anlægget kom op at køre. »Jeg har svært ved at se, hvad der kan lægge os ned. Anlægget er opbygget, så alt er dubleret, hvilket vil sige, der skal meget til, før anlægget går i stå rent teknisk og ikke fungerer,« siger Thomas Rasmussen.
Medarbejderne har været uvurderlige
Selve vejen til målet har imidlertid ikke været uden bump. Oprindelig var tanken, at losseanlægget var et projekt, der skulle udføres med eksterne tovholdere. Det endte imidlertid med, at medarbejderne har taget langt den største tørn. »Det viste sig, at vi selv kom til at stå for mange af de løsninger, vi troede, vi havde købt ude i byen. Vi har fundet ud af, hvilke af vores underleverandører, vi kan regne med. Men her kan vi så ikke understrege nok, at vi har nogle virkeligt dygtige medarbejdere, som simpelthen har været uundværlige for at få det hele til at lykkes. De har gjort en fantastisk indsats og har været lige så interesserede i opførslen som os, og de er kommet med mange gode input,« siger Technical Director, Thomas Rasmussen.
Fiskerne inde over processen
Fiskerne selv er ligeledes kommet med adskillige gode input. »Fiskerne har været spændte og udvist stor interesse, og vi har lyttet meget til deres ønsker. De har givet udtryk for, at det er vigtigt, at de kan blive hurtigt færdige med at losse og komme ud at sejle igen. Så forventningerne til anlægget har selvfølgelig været store fra os på FF, men de har så sandelig også været store fra dem, vi lever af,« siger John B. Christen- sen
Fiskerikontrollen og 3. partsvejning
Ved opførslen af det nye losseanlæg er der også lagt stor vægt på at optimere betingelserne for 3 partsvejning. Er der den mindste fejl på vejningen, får de en alarm om, at noget er galt, og de kan overvåge al vejning og losning direkte fra deres kontor. Samtidig har FF været i tæt dialog med Fiskerikontrollen for at sikre, at de kan foretage optimal kontrol af fangsterne. Deres ønsker er blevet indarbejdet og har blandt andet betydet, at de selv kan udtage prøver, og der er gjort plads til, at de kan stå og lave artsbestemmelse og så videre.
Det nye losseanlæg
- Har en kapacitet på 400 ton i timen, hvor det tidligere losseanlæg kunne køre med maksimalt 150 ton i timen.
- Losseanlægget er placeret i to bygninger Alt losseudstyr opbevares indendørs, hvilket eliminerer udfordringer om vinteren.
- Der findes tre pumpemuligheder: Skibene kan pumpe selv med vacuumpumpe, FF kan sænke en lamelpumpe ned i skibets last, og endelig er der en dobbelt vacuumpumpe, som kan losse ekstra skånsomt til for eksempel minkindustrien.
- Losning med vacuumpumpe giver en mere skånsom håndtering af fisk, hvilket medvirker til en øget kvalitet af færdigvaren.
- Et af de mange sikkerhedsmæssige tiltag består i, at der er fastmonteret blæsere, som kan ventilere lasten, så folket i lastrummet undgår at stå i farlige gasser.