Eller mere konkret, så flyttes fiskeriet fra Strandby Havn til Hvide Sande Havn på Vestkysten, når Steffan Søgaard får foden på eget dæk, med trawleren der tidligere havde havnekending FN 339 og navnet »Sofia« fra Strandby.
Trawleren er oprindeligt bygget på det norske værft Herfjord Slipp & Verksted AS i 1981 og senere samme år færdigapteret og udrustet på Strandby Værft.
Ståltrawleren måler 22,11 meter i længden og har en bredde på 5,80 meter. Fartøjet fik for nogle år siden en ny Caterpillar C18 installeret.
Den kommende skipper på egen båd, 34 årige Steffan Søgaard er oprindeligt fra Hvide Sande, hvor han fortæller FiskerForum.dk, at hans første »hyre«, allerede var som 7 årig. Det sidste sagt med et smil, for »hyren« var dengang en tur på sin fars garnbåd.
Men interessen for skumsprøjtet fra bølgerne, til den bidende vind i ansigtet, har givet ham saltvand i årene. Fiskeriet, som både hans far og onkel før ham har været i, er således nedarvet fortæller han. Opfordringen til at fortsætte i fiskeriet, kom absolut ikke fra faderen, der istedet rådede Steffan til at uddanne sig til næsten – »alt muligt andet«. Det blev til en landbrugsuddannelse på Grindsted Landbrugsskole istedet.
Selvom Steffan her grundlæggende fik viden omkring fodring og pasning af husdyr, samt dyrkning af landbrugsafgrøder og håndtering og reparation af større maskiner, så blev det alligevel de blå bølger der vandt over den brune ager-jord.
I 2013 fik han hyre på en garnbåd fra Thyborøn og allerede året efter gik han fra konsum og over til industrifiskeriet, der trak i den unge fisker. Det blev til en hel del år med industriftawleren S 549 »Steffani«. I 2019 afsluttede Steffan sin skippereksamen og fortsatte derefter på »Steffani« indtil 2022, hvorefter det blev til en hyre på RI »Nordkysten«. Her blev interessen for at blive selvstændig fisker og skipper vakt og jagten på en ståltrawler gik ind. Det er nu afsluttet sammen med Randy Oddershede fra Westship, hvor valget faldt på den godt 22 meter lange trawler FN 339 »Sofia« fra Strandby.
Det handler meget om de gode rådgivere
Selv siger Steffan Søgaard til FiskerForum.dk, at optakten til selvstændig fisker og skipper ligger i et ordentligt forarbejde. Her har Jens Ole Engberg Pedersen fra Chr. Knudsens Revision spillet en helt afgørende rolle, da finanseringen og en forretningsplan skulle på plads. Godt hjulpet på vej af fiskeriafdelingen i Ringkøbing Landbobank. Der er indhentet lånefisk for omkring 700.000 kr og med en fornuftig stor egenbetaling, er de finansielle forhold omkring »Sofia« næsten de bedst tænkelige.
Der er nu muligt for Steffan, at få de nødvendige kvoter på flad og rundfisk, til det demersale fiskeri om efteråret, i både Nordsøen og Skagerrak, og til industri- og hummerfiskeriet i den resterende del af året. »Sofia« er rigget med fire-trawl til hummerfiskeriet. Et fiskeri som Steffan er velbevandret i.
Planen er sat – »Sofia«-kontrakten underskrives endeligt fredag den 10. marts og hentes derefter hjem til Hvide Sande, hvor den nye skipper regner med at lægge til kaj lørdag formiddag. Derefter forestår der lidt rigning af udstyr, så fiskeriet endeligt kan påbegyndes i april måned, med rationsfiskeri efter tobis.
I første omgang er der tre ombord, hvor Steffan fortæller, at en lærling står klar i kulissen, der skal træde til på et senere tidspunkt. Ligeledes kan der blive tale om flere ansættelser, når man ombord har fundet den turnus, man gerne vil have.
Man kan mærke, at Steffan Søgaard er grebet af fiskeriet. Det frie og selvstændige liv, med højt til loftet, hvor jagten på et godt fiskeri, har været den altovervejende drivende faktor samt lysten til at bygge noget op selv. For på trods af tidens ugunst for fiskeriet generelt, så lyder det opmuntrende fra Steffan, »Der er også plads til et fiskeri i fremtiden«. Derfor vil der ved roret på trawleren »Sofia«, når den stævner ind til Hvide Sande Havn lørdag, stå en stålfast fisker med en plan for de næste mange år. Et godt billede på en fisker med sin virksomhed, der starter i en branche i modvind, som man vist roligt kan sige at fiskeriet befinder sig lige i øjeblikket, også klarer sig bedst.
FiskerForum.dk ønsker Steffan Søgaard og besætning samt »Sofia« god vind fremover.