NaturErhvervstyrelsen har vedtaget en organisationsændring, der skal effektivisere og styrke styrelsens arbejde med kundeservice og bæredygtig udvikling af det danske fødevareerhverv.
Den nye organisering tager afsæt i NaturErhvervstyrelsens kerneopgaver med regulering, tilskud og kontrol, som fremover samles i hver sit område. Derudover oprettes et ressourceområde, som bl.a. skal styrke styrelsens kundeservice.
”Det er alfa og omega, at vores store kundekreds, der blandt andet tæller landmænd og fiskere, oplever en super service hos os. Derfor vil der som noget nyt blive oprettet et kundecenter, som har fokus på at sikre det og på at udvikle vores kundeservice, så den bliver endnu bedre i fremtiden”, udtaler NaturErhvervstyrelsens direktør Pernille Andersen.
Ved at samle arbejdet med regulering, tilskud og kontrol ønsker NaturErhvervstyrelsen at sikre en effektiv og stabil drift samt styrke kvaliteten af styrelsens arbejde. Hvert af de fire områder kommer til at bestå af et antal centre og enheder. Selvom kerneopgaverne samles i hver sit område, sikrer projektorganiseringer og faste samarbejdsfora sammenhæng og koordinering på tværs.
”Den nye organisering skal gøre os endnu bedre til at skabe stærke faglige løsninger. Fødevareerhvervet står over for store udfordringer, og her spiller NaturErhvervstyrelsen en vigtig rolle i forhold til at skabe de bedste vilkår for en bæredygtig udvikling af erhvervet”, siger Pernille Andersen.
Ny ledelse med nye ansvarsområder
Den nye organisering medfører ændringer i NaturErhvervstyrelsens direktion, som fremover vil bestå af direktør Pernille Andersen og fire vicedirektører.
Anders Munk Jensen bliver kontroldirektør og får ansvaret for kontrolområdet med den regionale jordbrugs- og fiskerikontrol og en central koordinering af kontrollen. Ole Heinager bliver ressourcedirektør og får ansvaret for ressourceområdet med et kundecenter og administrative funktioner som HR, økonomi og it.
Derudover er der to ledige vicedirektørstillinger, som slås op snarest. Det drejer sig om stillingen som ny EU-direktør, der får ansvaret for tilskudsområdet med udbetaling og tilskudsøkonomi, og stillingen som ny udviklingsdirektør, der får ansvaret for reguleringsområdet med politikudvikling, EU og analyse.
Indtil de ledige vicedirektørstillinger er besat, varetages opgaverne af de øvrige i direktionen. Ole Heinager varetager tilskudsområdet. Anders Munk Jensen får ansvaret for de opgaver i Reguleringsområdet, som ligger i Center for Jordbrug og Center for Fiskeri, mens Pernille Andersen får ansvaret for de opgaver, der ligger i Center for Innovation.
Samtidig med organisationsændringerne gennemfører NaturErhvervstyrelsen personaletilpasninger. I dag er 61 ud af NaturErhvervstyrelsen omkring 1200 medarbejdere blevet varslet afskediget. Hertil kommer 35 aftaler om frivillig fratræden, således at styrelsen samlet set skal sige farvel til 96 medarbejdere. Det sker for at imødekomme regeringens krav til ministerierne om effektivisering og besparelser på løn og drift. Styrelsen forventer ikke, at personalereduktionerne på længere sigt vil give anledning til væsentlige ændringer i serviceniveau og kvalitet i opgaveløsningen.
Omorganisering i Fødevareministeriet
Organisationsændringen i NaturErhvervstyrelsen indgår i en samlet modernisering af Fødevareministeriet. Også ministeriets departement og Fødevarestyrelsen får ny organisering.
Implementeringen af den nye organisering starter den 1. februar 2012 og vil være tilendebragt i foråret 2012. NaturErhvervstyrelsens kunder, interessenter og samarbejdspartnere vil løbende blive orienteret om de praktiske konsekvenser af organisationsændringerne. I mellemtiden skal de blot henvende sig det samme sted, som de plejer, når de skal i kontakt med styrelsen.