Så – Hvad man ikke kan finde ud af i tobis-områdeindelingen, kan man åbenbart godt finde ud af i områdeinddelingen af brisling.
Der er fra fiskernes side en undren over den uforståelige og meget lave kvote på brisling for 2020, skriver FF Nyt og undre sig sammen med fiskerne også over den nye beregningsmodel, hvor Nordsøbrisling og brisling fra Skagerrak og Kattegatområdet pludseligt er lagt sammen til ét område, hvor det tidligere var delt i to områder. Men samme måde at områdeinddele på for tobis, kan ikke lade sig gøre. Hvorfor pludselig denne forskel.
Årets brislinge-kvote lyder på 139.000 ton, hvilket er ualmindeligt lavt, da der både har været en god rekruttering til brislinge-bestanden samt en relativt stor gydebestand, hvilket er to af de væsentligste faktorer for en god kvote.
Kvoten er sat efter en ny beregningsmodel, som møder stor kritik
Forventningen til dette års brislinge-kvote var ellers, at den skulle være med til at veje op for fiskeindustriens væsentlige tab i forbindelse med den ualmindeligt lave tobiskvote. Så hvorfor den er blevet så lav, forstår end ikke Søren Anker Pedersen, som er chefbiolog ved Marine Ingredients Denmark. »ICES rådgivningen er særdeles forsigtig hvad angår brisling, og det er lige så uforståeligt for mig som for andre, jeg har talt med. Med de seneste års forholdsvis høje rekruttering og en stor gydebiomasse for brisling, kunne ICES og EU have sat en fangstkvote på 200.000 tons, med meget lille risiko for bestanden,« siger Søren Anker Pedersen og henviser til biologernes egne beregninger i ICES rådgivningen.
Fra erhvervets side savner man en bedre forklaring på den nye beregningsmodel, hvor Nordsøbrisling og brisling i Skagerrak-Kattegat, modsat tidligere, er lagt sammen i én samlet brislinge-bestand. »Jeg kunne godt have tænkt mig at se den gamle og den nye beregningsmodel stillet op overfor hinanden – det vil sige en med og en uden sammenlægningen af områderne,« siger Søren Anker Pedersen.
Mangel på gennemsigtighed
Søren Anker Pedersen kritiserer den kommunikation, der har været omkring selve rekrutteringsberegningen, som ikke er blevet tilstrækkeligt forklaret. »For at beregninger er troværdige, skal man kunne forstå, hvad der foregår og hvad der ligger bag ved de modeller og antagelser, biologerne arbejder med. Den kommunikation har ikke været god nok,« siger Søren Anker Pedersen.
Han appellerer til, at erhvervet fremadrettet i højere grad skal tages med på råd i forbindelse med at udvikle rekrutterings-modellen.
Der burde være taget hensyn til fiskerne
Søren Anker Pedersen ærgrer sig på hele fiskeribranchens vegne over den lave kvote, når der er god rekruttering til bestanden.
»Når tobiskvoten er så lav, er det besynderligt, at brislinge-kvoten også sættes så lavt. Der burde være taget hensyn til såvel fiskerne og det øvrige erhverv, når der ikke er synderlig risiko for at fiske bestanden ned,« siger Søren Anker Pedersen.