Varangerfjorden i det nordøstlige Norge er i færd med at kvæles. Det mener den norske kystfisker Arne Pedersen, som gennem flere år har fulgt udviklingen i fjorden med stigende bekymring.
Varangerfjorden har i generationer været et af Nord-Europas mest artsrige områder – et mødested mellem Barentshavet og det arktiske økosystem, hvor torsk, lodde, sild og utallige andre fiskearter har fundet både skjul, føde og gydepladser. I dag beskriver Arne Pedersen området som en fjord, »der er ved at miste pusten«.
Gift i vandsøjlen
Bekymringen er ikke blot baseret på fiskerens egne observationer. En rapport fra det norske Miljødirektorats »Screening Programme 2024«, udført af NIVA, dokumenterer høje koncentrationer af kemikalier som tralopyril og sinkpyrithion omkring lakseopdrætsanlæg i fjorden.
Stofferne stammer fra kemikalier, der bruges til at bekæmpe lakse-lus og holde udstyr fri for begroning. Men rapporten viser, at kemikalierne ikke bliver i anlæggene. De findes i både vand, sedimenter, bunddyr og fisk – selv flere hundrede meter fra opdrætsburene og i koncentrationer langt over det, der regnes som sikkert for marint liv. Nogle målinger ligger mere end 100.000 gange over grænseværdierne.
Planktonets kollaps
For Arne Pedersen er konsekvensen tydelig: Fjorden mister sin base.
Planteplanktonet – havets »grønne lunger«, der producerer store dele af jordens ilt – dør, og med det forsvinder grundlaget for hele fødekæden. Dyreplankton, som lever af planteplankton, forsvinder også, og derefter yngel, småfisk, torsk og havfugle.
Når planktonniveauet falder, stopper ikke bare ilt-produktionen i fjorden. Døde alger synker til bunds og bidrager til iltfattige forhold og dårlig lugt, mens sollyset trænger dybere ned i vandsøjlen og øger opvarmningen af havet. Alt sammen ryster balancen i et økosystem, der allerede er presset.
En ødelagt barndomshave for torsk
Inderst i Varangerfjorden har der ligget åbne opdrætsanlæg i næsten to årtier. Fjorden har begrænset vandskifte, og ifølge Havforskningsinstituttet bliver kemikalierne siddende i vandmassens lag og på havbunden. Det er præcis det, fiskerne gennem år har forsøgt at råbe op om.
Arne Pedersen fortæller, at gydeklar torsk ikke længere trækker ind til de traditionelle gydepladser. »Der ligger et lag af gift gennem år, som torsken ikke kan gå igennem,« forklarer han. »Det her er ikke en naturlig udvikling. Det er en menneskeskabt forgiftning.«
Fiskerne straffes – mens udledninger fortsætter
Samtidig med at fiskerne mødes af stramme reguleringer, kvotecut og fredningszoner, fortsætter opdrætsnæringen med at udlede kemikalier, der er forbudt i høje koncentrationer efter både norsk og europæisk miljølovgivning.
For Arne Pedersen er det dybt urimeligt:
»Fiskerne betaler prisen, mens fjorden fortsætter med at blive forgiftet,« siger han. Han efterlyser fuld åbenhed om hvilke stoffer, der bruges i opdrættet – og en øjeblikkelig standsning af udledning af kemikalier, der skader livet i havet.
»Lad fjorden få pusten tilbage«
Varangerfjorden er ikke bare et fiskeristed. Fjorden er en central yngleplads for de arter, der senere fylder hele Barentshavet samt gemmested for yngel og et vigtigt spisekammer for havfugle, sæler og hvaler. Elvene, der løber ud i fjorden, tilfører næringsrigt ferskvand, som skaber de brakkede forhold, torsken behøver for at gyde.
Hvis planktonet dør, dør alt, der er afhængigt af det – og det er stort set hele fjorden.
»Det her handler ikke kun om fiskere og lokalsamfund,« fortæller Arne Pedersen og peger på, »Det handler om havet selv. Vi må give fjorden mulighed for at trække vejret igen.«
