Den norske Fiskeri- og sjømatminister Geir-Inge Sivertsen skal mødes med sin britiske kollega George Eustice, hvor de skal aftale og snakke fiske »sjømat« for 6,4 mia. NOK.
Samtalerne mellem de to fiskeriministre vil omhandle meget mere end eksport, men også Brexit, fiskeriforvaltning samt handel med fisk og skaldyr i det hele taget, bliver det væsentligste tema når de to, Sivertsen møder Eustice onsdag i denne uge. Det er første gang de to mødes og med Storbritannien ude af EU, har Norge nu to parter, som de skal handle med omkring Nordsøen.
Så den norske fiskeriminister vil gerne have gang i de trilaterale forhandlinger, om de fælles fiske-bestande så hurtigt som overhovedet muligt. Aftaler der gerne skulle afdække og supplerer fiskeriaftalerne med EU, der både omfatter forvaltningen af de fælles fiskebestande i Nordsøen og den gensidige zoneadgang til fisk samt om kvotebytte.
Alene i 2019 eksporterede Norge 159.000 tons fisk og skaldyr til Storbritannien, til en samlet værdi af 6,4 milliarder NOK. Hvilket gør Storbritannien til det femte største marked for norsk eksportfisk. Samtidig vil Sivertsen arbejde for at handlen kan fortsætte som i dag, og at markedsadgangen for norske fisk og skaldyr til Storbritannien fortsat forbliver den samme.
Kæmpe marked for torsk og kuller til Fish & Chips
Det britiske marked aftager specielt mange hvidfisk, der benyttes i briternes nationalret Fish & Chips. En ret der er helt afhængig af importen af norske torsk og kuller. Årligt konsumeres der i Storbritannien ca. 334 mio måltider af Fish & Chips. Hvilket svarer til seks måltider pr. indbygger. Ligeledes er det britiske marked også vigtigt for den norske lakseeksport.
Britiske lakseopdrættere producerede 153.600 tons laks i 2018. En altovervejende del af disse gik til Eksport, samtidig med der blev importeret 81.700 tons laks fra Norge. Langt den største del, faktisk halvdelen af den laks der bliver spist i Storbrittanien, kommer fra Norge. Her er det bare små 36 procent der kommer fra egne lokale lakseopdrættere. Hvorimod Færøerne, Chile samt to andre lande stod for resten af tilførelserne til det britiske marked.
