Med en lille forsinkelse gør Hanstholm-selskabet Sashimi Royal nu klar til at udvide produktionen af opdrætsanlægget med spisefisken yellowtail kingfish og vil markedsføre arten under nyt navn.
Efterspørgslen i Europa overstiger fiskeudbuddet, skriver Nordjyske.
Hanstholm-selskabet runder dermed en milepæl i en 100 millioner kroners satsning og har netop holdt rejsegilde på den nye udvidelse.
Det Nordjyske selskab er ejet af det norske Nordic Aquafarms, der har meldt ambitionerne klart ud om, at udvide opdrætsanlægget og kapaciteten i Nordjylland over flere omgange.
Der er i forvejen postet et trecifret millionbeløb i opbygningen af Sashimi Royal og søsterselskabet Maximus, men nu kommer man tættere på, med endnu et vigtigt og nyt skridt.
I en kommentar til udvidelsen siger adr. direktør Søren Tjørnelund Tattesen til Nordjyske.dk, »Det nye anlæg giver os mulighed for at fordoble vores produktion til 1.000 tons om året, og da hele vores nuværende produktion allerede er aftaget et år frem i tiden, falder udvidelsen på et tørt sted. Derfor kigger vi også ind i yderligere udvidelser af anlægget i Hanstholm samt klækkeriet på Gudnæsstrand i Thy hen over de kommende år«, siger direktøren.
Selskabet forventer at have udvidelsen klar til sommer næste år og fremover at kunne sende endnu flere fisk på markedet til primært sushi-segmentet og til det europæiske marked generelt.