Det er Fødevarestyrelsen, der nu siger god for, at muslingefiskere igen må fiske i de berørte områder ved Løgstør Bredning ved Aggersund i Limfjorden.
For blot 10 dage siden, kunne man se advarslen mod at spise østers og muslinger, slået stort op på forsiden af landets aviser. Der var blevet fundet algegift i Limfjordens muslinger og østers, hvilket hurtigt udløste et forbud mod at indsamle og fange skaldyr i Løgstør Bredning.
På godt en uge har dette heldigvis ændret sig til, at man igen med sindsro kan både fange og spise muslinger og østers fra området, fortæller formanden for Foreningen Muslingeerhvervet Viggo Kjølhede til TV2 Nyhederne.
Prøverne af skaldyr, der i sidste uge blev sendt til analyse, har vist sig at være helt fri for algegift og Fødevarestyrelsen har derfor igen åbnet for fiskeriet.
Tidspunket for skaldyrsstoppet, er selvfølgeligt altid ærgerligt, men skulle det være, kunne det ikke have valgt et bedre tidspunkt. For muslingerne gyder i maj, og det giver som regel en lavere kødprocent, så muslingefiskerne havde allerede selv nedsat deres fangstkvote ned til et minimum.
Men glæden over igen at kunne fiske skaldyrene, kan man ikke tage fra muslinge og østersfiskerne, der nu igen kan fiske i alle områder.
Fødevarestyrelsen overvåger i samarbejde med erhvervet en række produktionsområder og opdrætsanlæg for alger, algegifte og bakterier. Hvis du vil samle muslinger eller østers, bør du gøre det i et overvåget område. Her er risikoen for at indsamle muslinger med algegifte, sygdomsfremkaldende bakterier og virus nemlig mindre end i områder, der ikke er overvågede.