Lørdag klokken 10.00 bliver den gamle og traditionsrige begivenhed, muslingehøstfesten skudt i gang i Limfjordsbyen Løgstør.
Forinden er fjordbunden ud for Løgstør blevet skrabet for de velvoksne og kødfyldte muslinger, som derefter går en tur over Vilsund Blue Fresh til kontrol og pakning.
Limfjordens blå proteinrige guld, Blåmuslingerne, som er de første i verden, der har fået MSC-certifikatet for bæredygtighed gennem alle led, sækkes og lastes derefter om bord på en af fjordens gamle fiskejoller, en sjægte, som i århundrede har været fjordfiskernes fortrukne fartøj til fiskeriet.
Oldermandslauget godkender årets første høst
Derefter sættes kursen direkte Løgstør, hvor hele byen spændt venter på de friske og nyskrabte muslinger, der bliver sejlet helt ind til havnen. Her er der tradition for, at oldermandslauget, som de første, smager på de rå muslinger og hvis de finder kvaliteten i orden ringer med klokken, hvorefter sækkene med muslinger bliver læsset om på en gamle kære og under højlydt sang og munter musik, kørt til tilberedningen ved Østerbrogade.
Her venter de mange forventningsfulde og ivrige muslingenydere, der som en belønning for deres tålmodighed og deltagelse, får udleveret gratis, de første lækre og sunde muslinger.
Fest og sang i gaderne
Hele dagen igennem er der fest i Løgstør, hvor gader og stræder genlyder af festlig jazzmusik og munter sang og der er ingen fare for, at man ikke kan spise sig mæt i de mange gratis retter – selv beredskabsstyrelsen (Civilforsvaret) møder op med en af forsvarets helt store madkanoner, så der hele tiden er friske forsyninger.
Så mød op på lørdag den 5. april klokken 10.00 og smag på de mange spændende forslag til hvordan muslinger og østers kan serveres.