Lørdag den 5. juni kunne man lidt foran tidsplanen meddele, at sidste havvindmølle nu var sat op på Danmarks Største havmøllepark på »Kriegers Flak«
Det blev havmølle nummer 72 i rækken der blev sat op. Den sidste, i havvindmølleparken »Kriegers Flak« der får en samlet effekt på 604,8 MW, som nu er installeret lidt øst for Møn.
Det bliver Danmarks største havmøllepark, indtil videre og næste skridt vil være at færdiggøre test og certificering af havmølleparken, så den allerede efter sommerferien, kan blive indviet på behørig vis.
Catrin Jung, der er chef for Offshore Wind i Vattenfall, siger i en pressemeddelelse, »Vi er glade for at konstatere, at installationen af havmøllerne nu er gennemført. På trods af Corona-pandemien, har vi været i stand til at levere i henhold til planen og faktisk lidt forud for tidsplanen, hvilket viser, at vores generelle strategi, om altid at være forberedt på det uventede, har vist sig at være robust og holde stik. Vi er meget tilfredse med samarbejdet med vores partnere og stolte af det bidrag, havmølleparken nu fremadrettet vil yde til at gøre en fossilfri fremtid mulig.«
Kæmpe havmøller
Det bliver et imponerende skue, for møllernes totalhøjde incl. vinge bliver på 188 meter og den samlede vægt for hele møllen, med tårn, nacelle og vinger bliver på 867 tons pr. mølle. Møllerne er af typen Siemens Gamesa SWT-8,4-167.
»Kriegers Flak« kommer til at dække et havområde der ligger mellem 15 til 40 kilometer øst for Møn, og som vil beslaglægge ikke mindre end 132 kvadratkilometer havbund. Det svarer næsten til det samlede areal for de tre vadehavsøer, Fanø, Mandø og Rømø på Vestkysten – næsten.
Et så stort område vil selvfølgelig betyde forringelser af fiskerimulighederne i området, men i en VVM rapport og tillæg fra den 14. oktober 2019, vurderede man i VVM-redegørelsen, at »Kriegers Flak Havmøllepark« kun vil give anledning til en mindre påvirkning af svensk og tysk kommercielt fiskeri (NIRAS A/S, 2015), ikke dansk. Denne vurdering er også gældende for detail-projektet, og det kan derfor afvises, at detail-projektet vil medføre væsentlige grænse-overskridende påvirkninger af det kommercielle fiskeri.
Det anses, at trawlfiskeriet er den mest udbredte form for fiskeri i området. Analysen af fiskeriet i VVM-redegørelsen er baseret på VMS-data (Vessel Monitoring System) og dermed er risikoen for kollision mellem vindmølle og fisker estimeret ud fra omfanget af trawlaktiviteten i området. Ud fra AIS-data fra 2018 samt fangstmængder fra Klintholm Havn, der er den dominerende havn for fiskeri i området, finder den opdaterede sejladsanalyse ikke, at der kan forventes at være en betydelig ændring i omfanget af fiskeri ved havmølleparken.