Vi har en fødevarer-, landbrugs- og Fiskeriminister Rasmus Prehn (S) der mener, at hvis man står i en situation, som eksempelvis minksagen fra sidste år i november, er det helt legitimt at »bryde loven« – for som han siger i Jyllands-Posten onsdag – «Hallo! Man var jo nødt til at handle«.
Han taler om det helt vanvittige trusselsbillede, som tegnede sig op til beslutningen om masseaflivningen af mink i november måned sidste år. »Folk var virkelig bange«.
Hvis målet helliger midlet i minksagen, så burde den helt katastrofale fiskeri-situation i Østersøen, med torskestop og masse død af et helt fiskeri-erhverv, også kalde på en ekstraordinær beslutning fra Regeringens side. »For folk er virkelig bange for deres eksistens – erhvervet dør«
Så pyt med at I tilsidesætter loven og reglerne fra EU, for der er jo tale om en helt vanvittig trussels-situation, hvor flere erhverv står overfor den sikre død, nemlig fiskerne og fiskeindustrien i og omkring den vestlige Østersø. »Det koster »blod« hvis der ikke gøres noget.«
I har prøvet det før – hvor målet helliger midlet – Grundlov eller ej .. så har vi en handlekraftig Fiskeriminister, der ikke går af vejen for de svære og nærmest helt umulige opgaver – om det så skal koste en »overtrædelse af loven« eller en »død mink« undervejs.
Så kære hr. minister – gå din egen regering lodret imod og udbetal med det samme den milliard-store EU-kompensation på 1,1 mia kroner for Brexit-aftalen´s ekspropriation af de danske fiskeres kvoter – øjeblikkeligt.
Erhvervet mangler pengene, så de kan overleve og komme videre
Ligeledes bør du omstøde EU-Kommissionens afgørelse om reduktion af torske-kvoten i Vestlige Østersø. Giv fiskerne her lov til at fiske den samme mængde torsk som sidste år og kompenserer istedet de fiskere der vil ligge over til torske-bestanden har rettet sig. (muligvis mellem 1 til 5 år).
Når truslen om liv og død alligevel hænger over erhvervet, så kalder det på en beslutsom og bestemt samt meget målrettet leder der fuldstændigt, som statsminister Mette Frederiksen (S), udviste heltemod sidste år i en presset situation, ved at gå imod loven og give ordre, så nogle kunne overleve mens andre måtte dø. Sådant er det også med fiskeriet i dag, hvor nogle må lade livet og andre med hjælp, kan overleve.