Danmark har nu fået sine første marine naturnationalparker i Øresund og Lillebælt. WWF kalder det en historisk sejr for hav-naturen og et afgørende skridt for biodiversiteten. Der er afsat 100 millioner kroner til sten-rev, naturgenopretning og formidling, og ambitionerne beskrives som høje.
Men midt i begejstringen melder et mere grundlæggende spørgsmål sig: Kan man redde fiskebestandene og biodiversiteten med lokale parker, hvis havet som helhed fortsat er i ubalance?
Marine beskyttede områder kan i visse tilfælde have en positiv effekt. International forskning viser, at områder med begrænset eller ingen fiskeriaktivitet kan opbygge større fiskebiomasse og skabe såkaldte spillover-effekter til nærliggende områder. Det forudsætter imidlertid, at de omgivende miljøforhold er stabile, og at de største presfaktorer er under kontrol.
Det er netop her, udfordringen ligger, for havmiljøets problemer stopper ikke ved naturnational-parkernes grænser.
Debatten om havets tilstand reduceres ofte til kvælstof, men billedet er langt mere komplekst
Allerede i 2017 pegede en analyse fra NiVA Danmark på, at en stor del af presset på Østersøen og de danske farvande stammer fra andre faktorer end næringsstoffer alene. Klimaforandringer, invasive arter, miljøfremmede stoffer, mikroplast, industrielle udledninger og afstrømning fra store floder i Østersøområdet spiller alle en væsentlig rolle. Samtidig belaster byernes rensningsanlæg og deres hyppige overløb havet med en cocktail af medicinrester, tungmetaller, PFAS og andre kemikalier, som påvirker organismernes reproduktion og sundhed.
Under kraftige regnskyl ledes urenset spildevand direkte ud i havet. Det er ikke et randproblem, men et tilbagevendende fænomen i mange kystområder. Alligevel fylder denne problemstilling forbløffende lidt i den offentlige begejstring over de nye marine nationalparker i havet.
Industrien bidrager fortsat med kemiske påvirkninger, og også den grønne omstilling rummer dilemmaer. Havvindmølleparker fremstilles som bæredygtige, men nyere forskning peger på, at de indebærer udledning af metaller og anvender store mængder smøre- og kølemidler. Hertil kommer den fysiske påvirkning fra etablering, sandsugning og råstofindvinding. Det er påvirkninger, som sjældent diskuteres åbent i biodiversitets-debatten.
Klimaforandringerne forværrer situationen yderligere
Højere havtemperaturer reducerer iltindholdet i vandet og øger risikoen for iltsvind. Når bunddyr dør, forsvinder fundamentet for fødekæden. I et hav, hvor ilten svigter, gør nye stenrev begrænset forskel. Hvis fiskens yngel ikke kan overleve i det omkringliggende økosystem, hjælper det ikke, at et mindre område er administrativt beskyttet.
Samtidig vokser bestandene af sæler og skarv, og invasive arter ændrer balancen i fødekæderne. Disse faktorer påvirker fiskebestandene konkret, men indgår sjældent i den brede fortælling om, hvordan havet skal reddes.
Det er ikke et argument imod naturgenopretning
Stenrev og beskyttede områder kan være positive elementer i en samlet indsats. Problemet opstår, når de fremstilles som den centrale løsning. For hvis de grundlæggende økologiske ubalancer fortsætter, risikerer parkerne at blive biologiske øer i et presset og forurenet hav.
Det er her, frustrationen vokser – ikke mindst blandt fiskere, som oplever, at regulering og restriktioner i stigende grad rettes mod deres erhverv, mens de store, systemiske belastninger består. Det kan virke som om, det politisk er lettere at regulere aktiviteter til havs end at tage fat på byernes overløbssystemer, internationale forureningskilder eller de mere komplekse konsekvenser af energiinfrastruktur.
Hvis målet reelt er sunde fiskebestande og et robust havmiljø, kræver det en langt bredere og mere konsekvent indsats. Det kræver investeringer i moderne rensningsanlæg, markante reduktioner i kemiske udledninger, internationalt samarbejde om Østersøens belastning og en ærlig diskussion af alle presfaktorer – også dem, der er politisk vanskelige.
Marine naturnationalparker kan være et supplement. Men de kan ikke i sig selv genoprette et hav, der fortsat påvirkes af klimaændringer, forurening og strukturelle ubalancer.
Havet bliver ikke levende igen af streger på et kort – det bliver først levende igen, når helheden bringes i balance.
Læs WWFs artikel udgivet via Ritzau »Øresund og Lillebælt er nu Danmarks første marine naturnationalparker«
