Fisker Henrik Frithiof med garnbåden R252 Ramone fra ChristiansØ, har i sin tid som fisker oplevet lidt af hvert, men de frække sæler overgår alligevel alt hvad han tidligere har oplevet.
Under laksefiskeri her først på året, havde han, noget som nogen måske godt kan se det sjove i, men for Henrik Frithiof desværre er blodig alvor. Under fiskeri efter laks, som gerne varer et par dage på vandet, blev R252 fulgt pænt af en mindre flok sæler, der i forventning om en god fangst, havde fundet sig et godt spisekammer her, tæt op ad kutteren R252 Ramone.
Da Henrik skulle trække laksen op i båden, måtte Henrik nogle gange dunke sælerne oveni hovedet med bådshagen, for at få dem til at slippe laksen, inden den kom op i båden.
”De har overhovedet ingen respekt for mennesker og de er slet ikke bange for at snuppe laksen, helt tæt på båden. De ligger bare langs siden af båden og venter på at middagen bliver serveret.” fortæller en lidt træt og frustreret Henrik Frithiof til FiskerForum.
Her i Weekenden slog jeg over på torskefiskeri og havde ca. 15 mil vest for ChristiansØ, ude ved ”Johanne vragene” og ”lagkagen”, et fint fiskeri med 715 kg torsk. ”Der var ingen sæler i området og torsken stod fint nede ved vragene. Jeg sætter altid garnene tæt på vragene, for at trawlerne ikke bliver generet af det, vi skal jo alle sammen være her.” fortsætter ChristiansØ fiskeren sin fortælling. ”Men i dag var det nærmest som blæst for torsk, jeg fik kun små ti kasser torsk med hjem, resten har jeg måttet sortere fra på grund af bidemærker og skamferet fisk. Flere af dem jeg hev ind manglede bugen, men trods det var de i live endnu, så selv om man ikke kan se sælerne, så bærer fangsten tydeligt præg af sælbid og skamferinger, så de er der, selv på små 100 meters dybde”
”Det er efterhånden blevet sådan, at fordelingsnøglen for fangsten i garnene er to tredjedele til sælerne og , hvis man er heldig, en tredjedel til fartøjet.” siger Henrik Frithiof med et skævt smil og fortæller videre, ”jeg har ikke umiddelbart nogen løsning på problemet. Jeg har læst at svenskerne nu må skyde sælerne fra motorbåd og man kan selvfølgelig tage sit jagtriffel med ud på fiskeri, men hvis man ser på hvor mange sæler svenskerne skyder, er det jo kun et par hundrede sæler om året. Her taler vi om, at der på Østre Skær ved Tat alene, forleden af en biolog på ChristiansØ, er talt 350 sæler på skæret. Og meldinger fra rundt om Bornholm, melder alle om stigende sæl antal. Der skal helt andre midler til, for at komme dette problem til livs” slutter en mistrøstig fisker sin beretning.
De næste par dage, indtil 1. maj fortsætter Henrik Frithiof med at fiske ved vragene, trods den hårde konkurrence fra Sælernes side og den daglige slåskamp om fisken. Så vil der her efter 1. maj være fredning af området, indtil september måned, så må ChristiansØ fiskeren finde andre fiskepladser, igen i hård konkurrence med øens sultne sæler.
FiskerForum.com