Det er ikke hver dag, man ser to unge fiskere slå sig sammen og købe en ældre snurrevodskutter til at fiske fladfisk og rundfisk.
Men makkerparret er ikke uerfarne i fiskeriet. Trods deres unge alder – Jannich Christensen er 29 år, og Brian Kjærgaard Jensen er 33 år – har begge været partshavere af den tidligere flyshooter L 654 »Pia Glanz«, som på grund af tilpasninger i fiskeriet blev solgt sidste år til det islandske fiskeri- og forarbejdningsfirma Hraðfrystihús Hellissands.
Men passionen for fiskeriet og den frie livsstil fik makkerparret til at tage springet i midten af februar i år og underskrive papirerne på snurrevodskutteren HM 323 »Ralima«, der nu prydes af sit nye navn L 842 »Helle Karin« fra Thorsminde. Navnet er valgt efter fornavnene på hver af deres mødre. Det er en tradition, der både er europæisk, nordisk og dansk, hvor man giver skibet navnet efter et familiemedlem eller en betroet person, og hvor moderens navn ofte er blevet valgt, da det symboliserer moderskab, beskyttelse og held.
Fiskerne Jannich og Brian kommer oprindeligt fra henholdsvis Lumsås ved Sjællands Odde og Thorsminde på den jyske vestkyst. De har været bedste venner i fiskeriet i de seneste 10 år, lige siden Jannich fik sit blå bevis.
Overvejelserne omkring køb af et fiskefartøj er mange, og før man sætter sin endegyldige underskrift, går der mange tanker gennem hovedet. Måske især i denne tid, hvor fremtidens fiskeri bliver debatteret i medierne og mellem de politiske partier på Christiansborg. Diskussionerne er ofte krydret med meninger fra miljøorganisationerne, som alle har en »fiskeriekspert« klar til at udtale sig om noget, de fleste fiskere kun kan undre sig over – og som i nogle tilfælde ligger langt fra den virkelighed, man dagligt færdes i. Undervejs i købsprocessen har både revisor og advokat dog været rimeligt fortrøstningsfulde over makkerparrets valg og køb af en snurrevodskutter. De beskriver det som et fornuftigt køb – et køb i venteposition, indtil politikerne kommer med deres endelige udspil om, hvordan fremtidens fiskeri skal udformes.
Et klogt og fornuftigt valg, ud fra et fiskeri, som Jannich tidligere har praktiseret ombord på »Ralima«, og hvor fiskerimetoden snurrevod ikke ligger så langt væk fra fiskeriet med fly-shooting, som de begge har udført de seneste mange år. Et fiskeri med tov, som ligger udenfor det, af mange »landkrabber«, udskældte trawlfiskeri. En sikker beslutning, der omvendt heller ikke udfordrer økonomien væsentligt på grund af dieselforbruget i et snurrevodsfiskeri, selvom CO2-afgiften først slår igennem for fuld styrke i 2030. Indtil videre har makkerparret det bedst med det, som nogen med et smil kalder »museumsfiskeri«, og som fiskerne har fået at vide, foregår fra én af Danmarks største og muligvis også sidste større 80 tons blå trækutter. En kutter, der har en længde på 21,45 meter og en bredde på 5,66 meter.
FiskerForum.dk fangede de to fiskere i Skagerrak, lige ude for Vest-Nordvest for Skagen, hvor de fisker rødspætter og kuller. Et fiskeri, som både Jannich og Brian er tilfredse med. »Vi landede 4,5 tons fisk efter kun to dages fiskeri, og priserne var rimelige,« fortæller de. Makkerparret har siden overtagelsen næsten uafbrudt været på fiskeri, kun afbrudt af tre dage med dårligt vejr, så de har allerede landet fisk fem gange, siden midten af februar måned. De er nu i gang med dagens andet træk, mens fisken sorteres, renses og pakkes i lasten. »Når kasserne er fulde, sætter vi kurs mod havnen igen, dog senest søndag,« fortæller Jannich til FiskerForum.dk.
Det er inspirerende at se, at yngre fiskere, som Jannich og Brian, har modet og viljen til at kaste sig ud i fiskeriet og tage ansvar for deres egen fremtid på havet. På trods af de udfordringer der findes fiskeripolitisk, har makkerparret bevist, at det er lysten der driver fiskeriet, med en solid faglig forståelse af dets muligheder fremover.
Med en god start, flotte landinger og en plan for at håndtere de kommende udfordringer, er der ingen tvivl om, at Jannich og Brian har et stærkt fundament til at fortsætte deres fiskerikarriere.
FiskerForum.dk ønsker makkerparret et fortsat godt og indbringende fiskeri fremover – så god vind til jer!