Fiskeriet i den Østlige Østersø er til mange fiskeres store ærgrelse og frustration, altid lukket fra 1. Juli og til 31 august, i henhold til EU’s forordning nr. 2371/2002 om bevarelse og bæredygtig udnyttelse af fiskeressourcerne, som led i den fælles fiskeripolitik EU’s forordning 847/1996. Men til flere danske fiskeres store overraskelse og forbavselse, fiskede de svenske fiskere pludseligt videre, fra sidst i juli, alligevel.
Hvordan hænger det nu sammen, for EU reglerne gælder jo også for svenskerne.
Fiskerne tog derfor kontakt til de svenske fiskere, i den tro der var tale om et forsøgsfiskeri eller lignende. Forundringen blev derfor ikke mindre af, at forklaringen var en helt anden end fiskerne havde forestillet sig og vreden blusede først kraftigt op, da sagens rette sammenhæng gik op for dem.
Deres svenske kolleger kunne fortælle, at de allerede havde fået adgang til fiskeriet i Østlige Østersø fra den 20. Juli 2016. Læs Havochvattens meddelse her.
Bestyrtelsen og forargelsen var selvsagt enorm – »hvordan kunne dette gå til, at naboerne på den anden side af sundet måtte fiske, i det selvsamme farvand, som de danske fiskere havde forbud mod at fiske i.«
Mødt med en lukket dør
Efterfølgende har flere fiskere gennem flere uger forsøgt at komme igennem til Fiskerikontrollen, dog uden at få brugbare svar overhovedet. De få myndighedspersoner, hvoraf flere er redaktionen bekendt, som fiskerne har været i kontakt med, har end ikke gjort sig den ulejlighed at svare tilbage som lovet.
Mange er både overraskede og forundret over denne tilgang til forvaltningen – eller man fristes måske snare til at sige, mangel på samme.
Når samme styrelse og forvaltning, NaturErhverv, forstå sig uden for ferier og lignende afbrud i hverdagen, ellers nok forstår at udvise »rettidig omhu og nidkær emsighed,« ud over alle grænser, specielt når det gælder kvotestop eller anden begrænsning i fiskeriet, står denne sag i skærende kontrast til denne nidkærhed. Især i dette tilfælde, hvor det omvendt gælder, at informere de selvsamme fiskere om, at fiskeriet er åbnet og at de igen kan fiske som tidligere.
Det er absolut grotesk, at der muligvis er tale om helt op til 48 dage, inden EU beslutningen når de danske fiskere. Selvom NaturErhverv har været uklare om datoerne i dette handlingsforløb, ligger det fast, at de svenske fiskere allerede fik besked den 20. Juli, at de kunne genoptage fiskeriet. Hvor de danske fiskere først fik beskeden den 23. August 2016 pr. Brev. Læs meddelelsen her.
Læs EU´s European Parliament News her.
Ingen kommentarer
FiskerForum har haft kontakt til Fiskerikontrolchef, Mik Jensen, leder af Fiskerikontrollen i Danmark, som blandt andet har ansvaret for meddelelser til danske fiskere om regulering i fiskerierne. Der var fra Mik Jensen´s side ikke mange kommentarer, at knytte til vores henvendelse omkring rimeligheden i den lange behandlingstid, inden de danske fiskerne, på lige fod med deres svenske kollegaer, kunne komme på havet igen.
»Jeg har ingen kommentarer til sagen,« var Mik Jensen’s eneste svar og i øvrigt er det fiskernes eget ansvar at holde sig orienteret om hvorvidt et fiskeri er åbent eller ej.
Flere fiskere med FiskerForum, undre sig over hvorledes fiskerne skulle kunne orientere sig om noget, der end ikke er offentligt kendt, og vi stiller os, her på redaktionen, også meget uforstående overfor denne udvisning af usmagelige magtarrogance fra forvaltningens side.
Er dette rimeligt overfor et fiskeri i knæ
Med en minister i spidsen, som til stadighed forsøger at rydde op i den bureaukratiske forvaltningskultur, kunne det måske være det helt rigtige sted for Esben Lunde Larsen, at begynde et sted hvor det virkelig halter, nemlig i NaturErhverv.
Konsekvensen af NaturErhvervs langmodighed og dårlige administration, har med al sandsynlighed givet fiskeriet i den Østlige Østersø, et yderligere økonomisk knæk, som det nu i tiden efter, kan vise sig at være både ansvarspådragende adfærd fra styrelsens side og måske ovenikøbet gøre dem erstatningspligtige.
At fiskeriet, i den Østlige Østersø, helt klart har mistet fiskedage og indtægter, pga. forvaltningen, er oplagt, men om det skyldes dårlig forvaltning eller simpel ligegyldighed og slendrian fra styrelsens side, er det nu op til andre at afgøre.
Dokumenter, som FiskerForum har fået adgang til, viser at den danske Fiskerikontrol sandsynligvis allerede den 6. Juli er blevet orienteret fra EU om ændringer i forordningen. Allerede den 23. juni kunne man på EUs side inden for området læse, at forholdene var ændrede. Hvorledes det så har taget op mod 14 dage at informerer den danske forvaltning, ser både mystisk og uforklarligt ud for rigtigt mange fiskere. Fiskere der er berørt af dette og opfatter det som både uhørt og utilfredsstillende lang tid, inden EU´s afgørelse nåede ud. At NaturErhverv efterfølgende formåede at trække orienteringen helt hen til den 23 august 2016, er en endnu større gåde.
FiskerForum.dk