På opfordring fra DTU Aqua var flere end 50 fiskere og interesserede mødt op til en åben debat om det Bæredygtige Hummerfiskeri i Limfjorden, der blev afholdt mandag den 24. februar hos Dansk Skaldyrcenter i Nykøbing.
På mødet blev det nye projekt omtalt og forklaret med at udvikle et økonomisk og biologisk bæredygtigt og vedvarende fiskeri af hummer i Limfjorden.
DTU Aqua indsamlede de mange bidrag med viden og erfaring, der via spørgeskemaer samt diskussion i grupper til mødet, blev delt. DTU oplyser at 55 personer deltog i mødet, heraf var 27 procent erhversfiskere og 62 procent var fritidsfiskere samt 5,5 procent var UV-jægere og 5,5 procent var »andet«. Deltagernes fiskesteder repræsenterede også et meget bredt udsnit af Limfjorden. Efter mødet blev 35 udfyldte spørgeskemaer og 26 kort over fiskeområder i Limfjorden afleveret til DTU til videre brug.
Opfordring fra DTU Aqua
Så var du forhindret i at deltage i mødet, men stadig gerne vil dele din viden og dine erfaringer med DTU, kan du finde spørgeskemaet fra mødet på Dansk Skaldyrcenters hjemmeside http://www.skaldyrcenter.dk/ under »Aktuelt på DSC«. Udfyld skemaet og send det til skaldyr-center@aqua.dtu.dk.
Fra spørgeskema og diskussion blev det klart, at der generelt er efterspørgsel efter mere tydelige og ensrettede regler i Danmark og mere information på tværs af fiskertyper samt oplysnings- kampagner.
- Generelt var der store bekymringer om fangstmetoder med garnfiskeri, overfiskeri samt landinger af rognhummer og undermålshummere.
- Derudover blev der også udtrykt bekymringer om fangst fra fjorden, der landes uden for fjorden samt ulovligt fiskeri.
Så nogle af de forslag, der blev diskuteret for at have et bæredygtigt hummerfiskeri inkluderede flugtgarn i tejner, forbud mod garnfiskeri, tidspunkt for placering af redskaber ifm. fredningsperioden, forlængelse af fredningsperiode, bedre og øget kontrol samt indberetning af fangster fra alle typer fiskeri. Der blev også diskuteret genetablering af stenrev som levesteder for hummerne.
Alt dette bringes videre i arbejdet med DTU’s 2-årige hummerprojekt, som har deadline oktober 2021. Et projekt som man løbende kan følge med i her, enten på:
- www.skaldyrcenter.dk
- www.skaldyrcenter.aqua.dtu.dk
- www.facebook.com/skaldyrcenter/
DTU Aqua takker i den fremsendte meddelelse alle de fremmødte for deres deltagelse og villighed til at dele deres viden og erfaringer.