Skipper Dennis Kristiansen, 59 år, anløber fredag middag hjemhavnen Thyborøn med en last sperling på 450 tons.
”Vi fiskede på Østgrunden og har været væk 8 dage” forklarer den erfarne skipper. Han medgiver, at der samtidig har været kolleger på Fladen grund, som har haft mere held med sperling fiskeriet; ”På Fladen gik det hurtigere, derfra er der jo skibe, som kun har fisket 3 dage, men vi havde valgt Østgrunden, og blev så der”.
Dennis Kristiansen har efter afslutningen af denne rejse, opfisket den tildelte sperling kvote for 2010. Tilbage har han i år ca. 4.000 tons brisling, som nu skal fiskes. Og med hensyn til dette fiskeri er han fortrøstningsfuld; ”Man hører jo netop nu bl.a. om, at der nede ved Silverpit kan fanges omkring 100 tons brisling pr. dag”. Derfor stikker han og den 37 m. lange stålkutter L269 ”Lis Kemi” formentlig allerede i den kommende uge atter ud på havet, denne gang med destination sydlige Nordsø.