Den danske fiskeriminister Mogens Jensen (S) har endnu ikke besluttet sig til, hvad regeringen skal mene om Østersøen og de mange forslag fra EU-Kommissionen.
Men kystfiskerne er ikke længere i tvivl. Nu anbefaler kystfiskerne i Foreningen for Skånsomt Kystfiskeri for første gang at frede torsken når den gyder i februar og marts, skriver de i en netop udsendt pressemeddelelse.
Foreningen for Skånsomt Kystfiskeri vil sikre både torsken og kystfiskerne i Østersøen. Derfor bakker fiskerne i foreningen, som noget nyt op om, at frede torsken når den gyder.
Kystfiskerne mener også, at problemerne med mange sæler og iltsvind skal løses.
»Vi er dybt bekymrede for torsken i den vestlige Østersø. Derfor skal torsken beskyttes, når den gyder. Det gør ondt på kystfiskeriet nu og her, at vi ikke kan fiske. Men det er vigtigt at langtidssikre torskebestanden og kystfiskeriet«, siger Søren Jacobsen, formand for Foreningen for Skånsomt Kystfiskeri og kystfisker i Øresund. Kystfiskerne lægger sig dermed tæt op ad EU Kommissionen, der også har foreslået at frede den gydende torsk.
Ifølge biologerne i det Internationale Havundersøgelsesråd, ICES, er 2016 årgangen af torsk i den vestlige Østersø halvt så stor, som man forventede, og årgang 2017 og 2018 vurderes til at være meget små. Kommissionen foreslår derfor en fredningsperiode fra 1. januar til og med 31 marts. Fredningen skal ifølge forslaget ikke gælde for de små fartøjer under 12 m, som fisker med skånsomme redskaber på vanddybder under 20 meter.
Kystfiskerne i FSK mener dog ikke, at der er behov for at begrænse det skånsomme fiskeri i januar, da torsken gyder i februar og marts måned.
»Torsken gyder slet ikke i januar. Derfor giver det ikke mening at begrænse fiskeriet med skånsomme redskaber i januar, men fokusere på den reelle gydningsperiode i februar og marts«, siger Søren Jacobsen.
Ud over en fredning af gydende fisk foreslår Kommissionen også en reduktion af torskekvoten på 68 procent i forhold til i år. Kystfiskerne mener ikke, at fredningsperioder og kvotenedsættelsen bør stå alene.
»Vi har reduceret fiskeriet rigtig meget i de sidste mange år, og er faktisk snart i mål ifølge EU planen. Myndigheder er derfor nødt til at se på, hvad der ellers påvirker torske-bestandens vækst. Vi mener, at både sæler, skarv og det store iltsvind har meget stor indflydelse på torskebestanden, og det skal der gøres noget ved«, understreger Søren Jacobsen.
FSK har sendt et brev om sagen til Minister for fødevarer, fiskeri, ligestilling og nordisk samarbejde Mogens Jensen (S) samt Folketingets miljø- og fødevareudvalg. Du kan læse brevet her.
EUs fiskeriministre mødes 14-15. oktober hvor de endeligt vil fastlægge kvoter og regler for fiskeriet i Østersøen 2020.