En tilfældig forbipasserende gjorde store øjne, da han torsdag ud for Trawlvej på Havnen i Thyborøn kunne se et større opbud af myndighedspersoner, der i fire køretøjer med otte uniformerede betjente og kontrollanter samt en enkelt hund, var mødt op på kajen for at kontrollere et fiskefartøj.
Et overraskende stort opbud af repræsentanter fra både politi, Told og Skat og Fiskerikontrollen, var her på den næstsidste arbejdsdag i oktober måned, mødt op for at tjekke og gennemgå lasten på den belgiske bomtrawler »Dennis« fra Zeebrugge, hvor skibets papirer blev kontrolleret samt fortaget undersøgelse af skib og besætning for andre mulige lovovertrædelser. En længe savnet aktion fra, et for nogles vedkommende, en lidt for inaktiv kontrolinstans overfor udenlandske fartøjer, der igennem flere år har generet dansk fiskeri langs den jyske vestkyst.
For andre, som vores forbipasserende fredag morgen, måske et billede af det overformynderi som mange danske fiskere også føler de er udsat for, når de ofte får besøg af enten Statens inspektionsskibe eller får fortaget kontrol på land af Fiskerikontrollen.
Men i dette tilfælde, med kontrol af en udenlandsk bomtrawler, syntes kontrollen på ingen måde overrepræsenteret, da netop denne form for fiskerikontrol, længe har været savnet af fiskerne selv, da flere udenlandske bomtrawlere mistænkes for ikke altid at overholde reglerne for farvandsskifte og registrering af fangsten i rette område, samt at lande større mængder fisk end der bliver opgivet til myndighederne. Her bydes kontrollen yderst velkommen af mange fiskere, der gerne ser at fiskeriet til vands sker under samme betingelser, som de selv dagligt er underlagt.
FiskerForum.dk har forelagt Fiskeristyrelsen’s presseafdeling torsdagens episode – de har lovet at vende tilbage med en uddybende forklaring om formålet med det store opbud af myndighedspersoner på havnen i Thyborøn.
Fiskeristyrelsen har meldt tilbage
Mandag den 2. november 2020 kl. 17.17 har Fiskeristyrelsen meldt tilbage. Her bekræfter Kommunikationschef / Direktionssekretariatet Anna Christine Rasch, at Fiskeristyrelsen udførte fiskerikontrol af ”Dennis” Zebrugge den pågældende dag. Fiskeristyrelsen har desværre ikke mulighed for at kommentere de øvrige myndigheders tilstedeværelse. Men kontrollen, som Fiskeristyrelsen har udført, var en almindelig kontrol af EUs regler på fiskeriområdet forklarer hun. Politi og Told og Skat har begge ikke ønsket at oplyse om deres tilstedeværelse til FiskerForum, men har istedet henvist til Fiskeristyrelsen.