Tænketanken Hav peger på næringsstoffer, miljøgifte, klima og fiskeri som de største trusler mod havmiljøet – men mens fiskeriet allerede er underlagt benhård regulering, flyder kommunale udledninger stadig frit ud i havet.
I et debatindlæg på Altinget Miljø kalder Ditte Mandøe Andreasen, programchef i Tænketanken Hav, havmiljøet for en fælles udfordring, der skal løftes tværpolitisk – og lokalt. Hun opfordre til at når vi går til stemmeurnerne den torsdag den 18. november 2025, at vi tænker havmiljøet ind i vores overvejelser, når krydset sættes.
Hun fremhæver fire trusler mod det danske havmiljø: næringsstoffer, miljøfarlige stoffer, klimaforandringer og fiskeri. Men mens fiskeriet i dag er både kvotestyret, reguleret og bundet af trawlforbud i store dele af de danske farvande, står de øvrige kilder stadig og lækker – bogstaveligt talt – direkte til havet.
Kommunernes skjulte udledninger
I mange danske kommuner pågår der lige nu en massiv vand-separering af kloak- og regnvand. Tanken er god: At aflaste rensningsanlæggene og forhindre overløb. Men konsekvensen er mindre omtalt – for regnvandet fra veje, tage og parkeringspladser ledes nu ofte direkte ud i vandløb og fjorde uden at blive renset. Dermed skylles mikroplast, dækpartikler, tungmetaller, vejstøv, olie og kemikalier ud i vores fjorde og kystvande – uden nogensinde at passere et sandfilter, et bundfældningsbassin eller et moderne renseanlæg.
Det er en paradoksal udvikling: Vi investerer milliarder i »grøn« kloakseparering, men sender samtidig en cocktail af miljøfarlige stoffer direkte ud i havmiljøet.
Miljøfarlige stoffer – den glemte trussel
Som Ditte Mandøe Andreasen beskriver, findes der allerede metaller, PCB’er, PFAS og medicinrester i koncentrationer, der mange steder overskrider grænseværdierne med flere hundrede gange. De stammer fra industri, husholdninger og kommunale overløb – og mange af dem nedbrydes ekstremt langsomt. De ophobes i fisk, muslinger og havdyr, og ender til sidst på middagsbordet.
Her ligger kommunernes ansvar tungt: De kan stille krav til lokale virksomheder, investere i bedre renseteknologi og sikre, at nye byudviklingsprojekter ikke øger udledningerne.
Men mange kommuner vælger stadig den billigste løsning: at lede vejvand direkte til havet under betegnelsen »rent regnvand« – selvom det sjældent er rent.
Når fiskeriet tager skylden – og kloakken får fripas
Fiskeriet er nemt at pege fingre ad. Det kan reguleres, måles og overvåges. Men udledningerne fra land er langt mere diffuse – og langt sværere at kontrollere.
Det er derfor misvisende, når havmiljøets tilstand igen og igen kobles direkte til fiskeriet, mens kommunale og industrielle udledninger fortsætter i det skjulte. Hvis der for alvor skal ske forbedringer, må fokus rettes mod de tusindvis af små udløbspunkter, hvor regnvand og overfladevand dagligt løber urenset ud i fjorde, bugter og kystzoner.
Et hav af ansvar – og muligheder
Som Ditte Mandøe Andreasen påpeger i sin artikel i Altinget.dk, bør havmiljøet tænkes aktivt ind i kommuneplaner, lokalplaner og miljøstrategier. Det betyder, at kystkommuner må se ud over strandkanten – og forstå, at hver eneste vejrist og regnvandsbrønd har forbindelse til havet.
For uanset hvor mange treparter, grønne planer og CO2-mål der formuleres, er det vandets vej gennem vores byer, der i sidste ende afgør, om havet kvæles eller genopstår.
Fra vandseparering til viden
Hvis vi virkelig vil redde havmiljøet, skal vi begynde med at rense det vand, der løber ud, ikke kun det, der løber ind. For hver regnvejrsdag skyller tusindvis af liter mikroplast og olieholdigt vejvand direkte ud i fjorde og bugter – uset, urenset og ufiltreret.
Så længe det sker, kan selv de bedste planer på papiret ikke genoprette havets helbred.
