Det er en kendsgerning, at marine sedimenter på havbunden, menes at være den ultimative måde at lagre kulstof på – når det først er begravet under det aktive lag, kan det organisk kulstof forblive u-mineraliseret i årtusinder, nærmest til evig tid..
Men det er endnu ikke beregnet, hvor store forstyrrelser og bundpåvirkning af dette organiske kulstoflager, der skal til, for at frigive dette igen. Det er endnu ikke kvantificeret, Så i mangel af mere nøjagtige data, hæmmes forståelsen af de virkninger, som blandt andet bundtrawl har på det globale kulstofkredsløb og de potentielle konsekvenser med forsuring af havet samt hvorledes det i sidste ende påvirker klimaet.
Når man så i forskellige medier kan læse. At nu foreligger der ny viden på området omkring bundtrawlings påvirkning af havbunden og frigivelse af store mængder Co2 – så vækker det selvfølgelig opmærksomhed – især når det er offentliggjort i Frontiers in Marine Science. og phys.org.her.
Men men – sidst nævnte er blot et afskriv af artiklen i Frontiers og nærlæser man så denne undersøgelse / rapport i Frontiers så viser det sig, at den ikke dækker over ny viden, men blot er, som man så ofte ser i den videnskabelige verden, en udlægning af tidligere gamle målinger og undersøgelser. Målinger som blot er sendt igennem en ny matematisk formel, set igennem med nye forskeres øjne. Dvs. ingen nye målinger af, hvad der rent faktisk frigives, men kun »gamle målinger« sammenfattet i en ny rapport, drejet i den vinkel som disse »havforskere og klimaeksperter« syntes er den »helt rigtige sandhed«..
Der findes tilsvarende artikler, der går den stik modsatte retning, som eksempelvis Ray Hilborn, der har stået i spidsen for studiet. Han er marinebiolog og professor i fiskerividenskab ved University of Washington. læs artiklen her.
Han skriver omkring trawlfiskeriet, at det omvendt vil skade miljøet at forbyde trawlfiskeri. Så selvom et forbud mod fiskeri med bundtrawl vil mindske hav-påvirkningen og Co2 afgivelsen, vil det faktisk øge de negative globale miljøpåvirkninger.
Forskerne i denne rapport konkluderer, at når fiskeriet med bundtrawl sker under god forvaltning, så stiger bestanden af både fisk og skaldyr. Havbunden forbliver også i en god tilstand, og det er muligt at tage hensyn til sårbare arter i havet.
Forskerne konkluderer videre, at ud fra en samlet betragtning vil det istedet skade miljøet, hvis man forbyder fiskeri med bundtrawl. For som konklusionen er, så påvirkes miljøet, når der fiskes med trawl, også selv når det sker under god forvaltning – Men påvirkningen er mindre end de miljøpåvirkninger, der er ved de fleste andre former for fødevareproduktion. For et forbud vil blot flytte problemerne, hen til områder / brancher, hvor disse problemer med Co2 afgivelse blot mangedobles. Husk på, at al fødevareproduktion påvirker vores omgivelser i større eller mindre grad.
Så selv om et forbud mod fiskeri med bundtrawl vil mindske hav-påvirkningen og Co2-afgivelsen, vil det faktisk øge de negative globale miljøpåvirkninger, fordi trawlfangede fødevarer vil blive erstattet med fødevarer af landbaseret oprindelse eller akvakulturarter, der hovedsageligt fodres med afgrøder, hvor påvirkningen er større, lyder konklusionen fra forskerne fra University of Washington.
- Fossile brændstoffer som kul, olie og naturgas er fortsat de største kilder til menneskeskabte CO2-udledninger. Disse brændstoffer forbrændes for at generere energi til opvarmning, elektricitetsproduktion, industriel produktion og transport. Når de forbrændes, frigives kulstof, der tidligere har været lagret i fossiler som kul, olie og gas, som CO2 og andre drivhusgasser.
- Skovrydning og omlægning af naturområder til landbrugsjord bidrager også væsentligt til en øget CO2-udledning.
- Nogle landbrugspraksisser, såsom dræning af vådområder, kan føre til frigivelse af CO2 fra den organisk rige jord, når den udsættes for ilt.
Ligeledes bidrager naturen også væsentligt til CO2-udledning på flere måder, og nogle af disse processer er blevet bekymringer i forhold til og på grund af klimaforandringerne. Nogle af de betydelige kilder til naturlig CO2-udledning inkluderer:
- Naturlige skovbrande: Skovbrande er en naturlig del af mange økosystemer, men når de bliver mere hyppige eller mere intense på grund af klimaændringer, kan de resultere i betydelige CO2-udledninger, når organisk materiale forbrændes.
- Vulkanudbrud kan frigive betydelige mængder gasser, herunder kuldioxid (CO2), svovldioxid (SO2), vanddamp og andre stoffer.
- Permafrostafsmeltning: Permafrost er permanent frossen jord, der indeholder store mængder organisk materiale. Når permafrosten tør op på grund af stigende temperaturer, begynder den organiske materiale at nedbrydes, og det frigiver metan og CO2. Metan er en stærkere drivhusgas end CO2, så dette kan have en kraftig forstærkende virkning på klimaforandringer.
- Havisens afsmeltning: Når isen smelter i polarområderne, frigives CO2, der er fanget i isen, og havstrømme kan transportere det ud i atmosfæren. Derudover kan afsmeltning af havis føre til opvarmning af havvandet, hvilket igen kan påvirke havets evne til at absorbere CO2.
Det er vigtigt at bemærke, at mens naturen kan være en kilde til CO2-udledning, har menneskelig aktivitet, især forbrænding af fossile brændstoffer, haft en stigning i atmosfærens koncentration af drivhusgasser.
