Norske forskerne troede, de havde fundet løsningen på den invasive art »Havnespy« – en invasiv søpung. Et dyr der lever fastsiddende i havet, lidt ligesom muslinger eller koraller. Men i virkeligheden er havnespy langt mere sejlivet.
Det skriver det norske Havforskningsinstitut om i artiklen »Brent kalk tok ikke knekken på havnespy – bare nesten«
I laboratoriet gik det overraskende nemt, for brændt kalk lagde havnespyen i graven. Men i naturen viste forsøget sig langt mere besværligt. Den invasive og uønskede art, der kvæler havbunden og fortrænger lokale arter, overlevede, trods den hårdhændede behandling.
Det viser nye forsøg fra Havforskningsinstituttet (HI), hvor forskere har testet brændt kalk som bekæmpelsesmiddel mod havnespy i havnen i Haugesund.
»Vi så en tydelig effekt, men kalken slog ikke kolonierne helt ihjel. To og en halv måned efter forsøget var der stadig levende havnespy i alle de områder, vi havde behandlet,« fortæller havforsker Vivian Husa.
Og ét levende stykke er nok: Havnespy kloner sig selv, desværre både meget hurtigt og effektivt.
En invasiv klone-maskine
Havnespy, eller Didemnum vexillum, er en søpung, som formerer sig ved at klone sig selv. En lille stump af en koloni er nok til at starte en ny. Derfor breder den sig eksplosivt på havbunden, kajkanter, skrog og på fiskeudstyr.
Arten stammer fra Japan, men er blevet spredt til Europa og blev første gang registreret i Norge i 2020 – især på Vestlandet. Når den først får fodfæste, lægger den et tykt, kvælende lag over bunden og skubber lokale arter væk.
To metoder – samme resultat
I forsøget blev havnespy-kolonier behandlet med brændt kalk – både direkte på havbunden og på lodrette flader. På havbunden lagde dykkere et lag kalk i små felter á 50 x 50 cm. Dosis: 300 gram kalk pr. kvadratmeter. På vægge brugte man måtter fyldt med kalkpartikler.
Kalkens kemiske reaktion med vand udvikler varme og skaber en sur pH-værdi, noget havnespy ikke tåler. Men i praksis virkede det ikke efter hensigten:
»På bunden så vi en kraftig reduktion i kolonierne, men ingen af dem døde helt – selv efter 74 dage,« forklarer Husa.
På vægfladerne var effekten endnu svagere. Nogle kolonier krympede, men det gjorde ubehandlede også, sandsynligvis på grund af vinterens lavere vandtemperatur.
Hvorfor virkede det ikke?
I laboratoriet var dødeligheden tæt på 100 procent. Men i havet var virkeligheden en helt anden.
»Det er svært at få kalken til at blive liggende længe nok. Strøm og bølger fører partiklerne væk,« forklarer Husa.
Hun peger også på andre svagheder: Behandlingstiden kan have været for kort, og mængden af kalk i måtterne for lav. Desuden kan måtterne have haft dårlig kontakt med kolonierne på væggene.
Så hvad nu?
Forskerne konkluderer, at brændt kalk ikke er vejen frem i områder, hvor havnespy allerede er udbredt, som f.eks på Vestlandet.
»Der skulle bruges enorme mængder kalk, og det vil højst sandsynligt også skade andre marine arter,« siger Husa.
Men kalk kan måske bruges i områder, hvor havnespy lige er opdaget, og hvor udbredelsen stadig er begrænset. Her kan målrettet bekæmpelse med brændt kalk, i kombination med f.eks. presenninger og måske stoppe arten i tide.
Baggrund
Forsøgene er finansieret af Miljødirektoratet og delvist støttet af det norske Nærings- og Fiskeridepartement.
