Vestkystens industrifiskere runder jubel året 2010 af med at udbetale hen ved 40 mio. kr. i bonus og efterbetaling.
De fiskere fra Thyborøn, Hvide Sande og Esbjerg, som er andelshavere i TripleNine amba, får nu udbetalt 20 øre i bonus for leverancerne i perioden august – oktober. Derudover indstiller bestyrelsen at generalforsamlingen, senere på måneden, godkender en efterbetaling på yderligere 7,5 øre/kg. for alle leverancer for perioden 1. november 2009 – 31.oktober 2010.
Ifølge direktør Christian Bisgaard beløber de samlede udbetalinger sig til knap 40 mio. kr.
For de fiskere som helt eller delvist satser på industrifiskeriet, har 2010 været et jubelår. Fiskeridirektoratet har beregnet, at de danske industrifiskere i årets første 10 måneder har haft en indtjeningsfremgang på 81% i forhold til samme periode sidste år. I Nordsøen har såvel tobis, sperling og brisling fiskerierne alle været ekstraordinær gode.
”2010 har været året, hvor priserne for vore produkter er i top. Efter en lang periode med faldende tilførsler har der været pres på virksomhedens omkostningsniveau. Nu har TripleNine fået bedre styr på omkostningerne og det er alt sammen medvirkende til at sikre fiskerne gode afregningspriser”, forklarer direktør Christian Bisgaard om baggrunden for udbetalingen af de mange penge.
Den nærmeste fremtid tegner også lys; ”Vi håber det bliver et fornuftigt år”, udtaler Chr. Bisgaard.
Til januar rejser Christian Bisgaard til Kina med henblik på at indgå aftale om levering af fiskemel til Kina. Det kinesiske marked har, grundet frygt for overførsel af kogalskab, været lukket for import af dansk fiskemel og -olie siden 2001. Siden da er den asiatiske efterspørgsel på det nærmeste eksploderet, og periodevis ligger noteringen i Asien over Europæiske niveau.
Med henblik på fremadrettet at fastholde konkurrence evnen har Christian Bisgaard dog et stort juleønske; ”Vi har behov for at få uddybet havnebassinet i Thyborøn havn til 10 m. I dag har vi kun 8,5 meter og fremtidens industrifartøjer fordrer mere vand, men jeg forventer også der findes en løsning på den udfordring”.