Det er partsreder Lars Høy der med rejetrawleren RI 426 Mette Janni, har landet 40 tons tobis tirsdag morgen til TripleNine, efter et fiskeri på godt 3 dage på søen, der overfor FiskerForum fortæller om et spredt fiskeri efter tobis, her ved sæsonens begyndelse.
Langfredag satte trawleren Mette Janni kurs mod Skagerrak til område 3 i jagten på den lille industrifisk tobis og fortsatte derefter til det vestlige Nordsøen til område 4. Efter 3 slæb og lige så mange dage, vendte den godt 18 meter lange industrifisker fra Hvide Sande stævnen hjemad igen, denne gang med 40 tons tobis i lasten.
Efter losningen til TripleNine, kunne Lars Høy fortælle, at der som regel altid lige går lidt tid inden tobisen samler sig og fiskeriet derfor bliver lettere. Afregningsprisen kommer ifølge Lars Høj senere.
Sammen med sin kollega og skipper Enevold Mose Sørensen er Mette Janni lagt til kaj, for sammen med AS Scan, at blive tjekket for mindre motorproblemer. Der er sat ca. 2 døgn af til dette, hvorefter fiskeriet efter tobis igen sættes ind.
FiskerForum.com