Det er os alle der er tabere i i miljøsager, hvor der udledes PFAS, der er en samlebetegnelse for en række flourholdige, svært nedbrydelige, miljøfarlige stoffer, som kan påvirke immunsystemet og stofskiftet hos mennesker – Så det er ikke ligegyldige stoffer, der nu tillades udledt i vores kystnære farvande.
Kemikalietankskibet »Bothnia« er netop landet ved Stigsnæs RGS Nordic med en ladning på 7.000 tons urenset spildevand fra Norges offshoreindustri. Spildevand som nordmændene ikke selv vil udlede i deres kystområder, men som nu istedet bliver behandlet på RGS Nordic’s anlæg i Stigsnæs og efterfølgende udledt til Agersø Sund og Smålandsfarvandet.
Spildevandet fra Norge indeholder op til 10 procent olie, som først bliver skummet af i nogle tanke på det gamle Gulf raffinaderi. Derefter sendes resten (90% forurenet spildevand) til fortynding med dansk grundvand og rensning på RGS Nordic anlæg, inden det sendes direkte ud i Agersø Sund med rester af tungmetaller, tjærestoffer og formentligt en masse PFOS, som der ikke måles for.
Læs artiklen her på FiskerForum.dk »Nu rabler det for Miljøstyrelsen – 7.000 tons industri-spildevand er på vej til Danmark«
Nu sætter et byrådsmedlem hælene i og siger stop
Det er ovenikøbet et socialdemokratisk byrådsmedlem i Slagelse Kommune, Anne Bjergvang (S), hvis partifælde er Lea Wermelin (S), Danmarks nuværende miljøminister.
Anne Bjergvang (S) skriver i et facebook opslag, at det er den omvendte verden, at fordi havmiljøet ved Agersø Sund er alvorligt forurenet med PFAS og miljøfarlige stoffer, ja så skal der gives tilladelse til yderligere forurening med PFAS – hvilket svarer til, at fordi man kan måle rigtig meget PFAS i Korsør Nor, (red. her er der konstateret omfattende PFOS-forurening, 52.308 gange over det tilladte), så skulle man tillade yderligere udledning af PFAS – det er jo fuldstændigt ulogisk og uden hold i virkeligheden.
Det svarer jo til at man bruger pesticider helt tæt på vandværkerne, fordi vandet i vandværksboringen alligevel er forurenet. Det er jo en syg tanke – at man skal fortsætte med at forurene, fordi der allerede er forurenet.
Hvis dette er konsekvensen af lovgivningen, så må Miljøministeren Lea Wermelin (S) straks gå ind i sagen, er konklusionen fra det socialdemokratiske byrådsmedlem.
Den åbenlyse logik
Det er videnskabeligt bevist, at PFAS går ind i fødekæden og dermed lander i mennesker.
»Hvis vi ikke skal spise KØD med PFAS, (red. som i Korsør), så skal vi vel heller ikke spise FISK med PFAS og andre farlige miljøfarlige stoffer – NEJ.«
Derfor skal vi stoppe udledninger og dermed tilladelserne til PFAS og andre miljøfarlige stoffer.
Anne Bjergvang (S) understreger, at vores vandområde (Agersø Sund og Smålandsfarvandet) ikke kan tåle forurening med flere miljøfarlige stoffer og alligevel lægges der op til fortsat massiv forurening, ved at tillade alvorlig fortsat udledning af 1 mio. kubikmeter spildevand pr år fra RGS, selvom målingerne viser, at havmiljøet ikke kan tåle mere. Det er altså nu dokumenteret og også erkendt af Slagelse kommune – at Agersø Sund og Smålandsfarvandet er forurenet, – alligevel vil man fortsætte – »det giver ingen mening – Lad os stå sammen og stoppe dette vanvid.«
Det socialdemokratiske medlem af Slagelse Byråd påpeger, at der i Kommunens Klima- og miljøudvalg, sidder repræsentanter fra både SF og Radikale, som i Folketinget har en skarp grøn miljøprofil. Jeg håber som Socialdemokrat, at denne skarpe miljøprofil fra de to partiers repræsentanter lokalt nu også kommer til udtryk i Slagelse kommune – det har nemlig hidtil været helt sort.
I den aktuelle sag fra Slagelse Kommune, skal man på mandag den 8. august behandle endnu en miljøgodkendelse for RGS Nordic, RGS Nordic er specialister i behandling af industrispildevand, de driver mere end 28 modtage- og behandlingsanlæg i Danmark, Sverige og Norge – heriblandt anlægget i Stigsnæs, der er Nordens største kommercielle biologiske anlæg til rensning af industrispildevand.