Fredag den 17. april 2020 vedtog man både i EU-Parlamentet og i EU-Kommissionen, at EU-medlemslandene kan omprioritere EHFF-midlerne, (Fondsmidler fordelt efter størrelsen af et medlemslands fiskeindustri), så pengene kan hjælpe fiskeriet gennem Corona-krisen. Men de danske fiskerne venter stadigvæk på en udbetaling.
I den anledning har Danmarks Fiskeriforening Producent Organisation (DFPO) sammen med de andre fiskeorganisationer været til møde i »Corona task force«, som regeringen i fællesskab har nedsat med Dansk Industri, Dansk Erhverv og Fagbevægelsens Hovedorganisation. Det blev fiskerne ikke meget klogere af, så nu et der aftalt møde med ministeren, skriver DFPO
»Men nu er det også ved at være op over,« siger Svend-Erik Andersen som formand for DFPO og peger på at hvis Holland, Spanien og Frankrig kan, så kan vi også få økonomisk støtte ud til fiskerne hurtigt, men det haster.
»Vi har nu bedt om et møde med fiskeriministeren, så vi kan få aftalt en procedure for det fremadrettede forløb, og så vi hurtigst muligt kan få en støtteordning på plads, der skal hjælpe de trængte fiskere,« siger formanden for DFPO Svend-Erik Andersen.
Markedet for de demersale arter er prismæssigt presset helt i bund, og en aftale omkring omprioritering af EHFF-midlerne er overhængende nødvendig. Andre lande har allerede indført oplægningsstøtte. En støtte som DFPO gerne ser indført midlertidigt i dansk fiskeri og som man allerede har sendt forslag om til den danske fiskeriminister.
I tre andre EU-lande er man allerede i fuld sving med sådanne ordninger.
- I Holland er det nu mulighed for en midlertidig oplægningsstøtte i en periode på fem uger pr. fartøj i tidsintervallet mellem den 15. marts og den 1. juli.
- I Spanien har man også indført en midlertidig oplægningsstøtte i tidsintervallet fra den 16. marts til 11. maj.
- I Frankrig har fiskere fået lovning på implementering af en midlertidig oplægningsordning i indeværende uge.